Impostor-fænomenet

Af Thomas Davidsen, freelancer

Du fik gode karakterer i skolen, og nu præsterer du også godt på arbejdet. Din chef og dine kolleger synes, du er dygtig og pålidelig og giver dig god feedback. Men du kan ikke selv se det, og uanset hvad de siger, kan du ikke tage imod det. For du synes ikke, du har gjort noget særligt og fokuserer i stedet på de små ting, der ikke levede op til dine egne høje forventninger.

Inde i dit hoved tyranniserer du dig selv med negative tanker. Når du får ros, så tror du, at man enten er uærlig overfor dig eller slet ikke har gennemskuet, hvor talentløs du i virkeligheden er. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før du bliver ’opdaget’. Derfor får du mere og mere præstationsangst på jobbet og risikerer at køre ud over en kant i noget, som ligner stress-sammenbrud til forveksling.

Danskere, som overbeviser sig selv om, at de ikke er gode nok, er blevet et tiltagende problem, mener konsulent Ann C. Schødt, som er medforfatter til bogen 'Impostor-komplekset’.

Den beskriver det psykologiske mønster, hvor folk tvivler på deres egne præstationer med en så vedholdende frygt for at blive afsløret som utilstrækkelige, at de lukker sig inde og gradvist mister selvtilliden. Samtidig tager de udadtil en selvsikker maske på og håber, at de kan holde deres indbildte inkompetence skjult.

Impostor-fænomenet skyldes en kompleks blanding af personlighedstræk, opvækstbetingelser og arbejdskultur, viser den nyeste forskning på området. Særligt introverte og sensitive mennesker med en høj begavelse er udsat, vurderer Ann C. Schødt.

”Har man også haft forældre, som enten har været meget kritiske overfor ens præstationer i barndommen eller omvendt har rost én til skyerne, ligegyldigt hvad man præsterede, så vil man ofte ende med at have urealistisk høje forventninger til sig selv. Hvis man så, som prikken over i’et, møder op hver dag på en arbejdsplads, hvor meget handler om at præstere til perfektion, så er alle forudsætninger til stede for, at impostor-fænomenet kan ramme hårdt,” siger Ann C. Schødt.

Få fat i de negative overbevisninger

Det er langt fra alle, som det er beskåret at have et fuldstændig realistisk forhold til egne evner. De fleste vil enten have en tendens til overvurdere eller undervurdere sig selv.

Nogle vil med tiden have opnået faglig selvtillid, men stadig døje med lavt selvværd inde bagved. Men de impostor-ramte er hele tiden på udkig efter, hvor de ikke slår til, fortæller Ann C. Schødt.

”Det kan ligge som et skjult mindreværdskompleks til langt ind i karrieren. Du har hele tiden godt kunnet mærke en tendens til et lidt lavt selvværd, men hvem kan ikke det? Måske var du en af de meget perfektionistiske 12-talspiger, men det kunne du knokle dig ud af. En dag skifter du job. Måske bliver du endda forfremmet til en lederstilling, hvor du skal vænne dig til at være meget i fokus, og så bryder din selvkritik ud i lys lue. Nu er der ikke grænser for, hvor mange fejl, du har begået. Og du bliver meget optaget af, om din uduelighed registreres af kollegerne.”

Medmindre det udløser et alvorligt stress-sammenbrud, så kan man ret hurtigt opnå store fremskridt ved at arbejde med sine impostor-tendenser, mener Ann C. Schødt.

”Det handler om at få fat i de negative overbevisninger, man bærer på, og holde dem op mod det realistiske billede. Man er måske ikke verdensmester, men man er virkelig heller ikke så håbløs, som man har fået for vane at fortælle sig selv," siger Ann C. Schødt og forsætter:

"Da det ofte er særdeles begavede mennesker, som lider af impostor-fænomenet, så vil de med lidt hjælp også være i stand til at forstå og gennemskue mønsteret, så de gradvist kan ændre det.”

Frygten for at være falsk

I den danske kultur er det nemt at få den opfattelse, at man ikke er god nok, mener den islandske specialist i arbejds-og organisationspsykologi på Aalborg Universitet Einar Baldursson.

”Danskere betoner fællesskab og solidaritet. Derfor vil man hellere nedtone sine individuelle kompetencer end at tale dem op. Man er forlegen og ydmyg og fortæller ofte om det, man kan, som om det er mindre end det, man i virkeligheden kan. Kulturen er ret hård overfor folk, der fremstiller sig selv med en falsk varebetegnelse, og man er enormt dygtig til at marginalisere dem, der ikke overholder spillereglerne. Det er med til at tænde frygten for, at man bliver taget i ikke at være den, man udgiver sig for at være.”

Den udskældte jantelov er fantastisk, fordi den er forudsætningen for den danske samarbejdskultur, som er enestående, mener Einar Baldursson.

”Danskerne skal være glade for deres jantelov, men ulempen ved den er, at den fører til, at mange bliver usikre på, om de nu også kan det, som andre tydeligvis tror, at de kan. Den puster til impostor-personlighedstrækket, der godt kan minde om perfektionisme, men er noget andet," siger han og fortsætter:

"Det er tanken om, at selv det, der lykkes for dig, ikke er ’ægte’. Kan jeg i virkeligheden det her, eller er jeg bare god til at lade som om? Siger de, at jeg er dygtig, fordi de godt kan lide mig?”

Viden in progress

Endnu en kulturel årsag til, at folk tvivler på deres egne evner, er usikkerheden omkring, hvad det egentlig er, man skal kunne, mener Einar Baldursson.

”I industrisamfundet var kompetencer praktiske, krævede træning og kunne måles meget præcist. I videnssamfundet er kompetencer noget, du besidder for en stund, og så bliver de forældede. De nye generationer er kendetegnet ved, at det er meget kompetente mennesker, der ikke er sikre på, hvad de kan. De er ikke sikre på, at de er på den rigtige side af den seneste opdatering. De kan aldrig stole på deres kompetencer, for de er som våd håndsæbe. De smutter mellem fingrene. Viden er altid in progress. Når du ikke er sikker på, hvad du kan, så forstærker det din ængstelighed. Og for nogen opstår så tanken om, at det, de kan, måske endda er noget, de bedrager sig til.”

Del af et fællesskab

Da Einar Baldursson bedrev klinisk praksis, havde han en impostor ramt kvindelig leder, der gik ned med stress, i et forløb.

”Hun var meget dygtig, ekstremt pligtopfyldende og god til at inkludere og give plads til andre. Så gik hendes arbejdsplads gennem en omstillingsproces, som medførte personaleudskiftning og konflikter. Hun fik så den tanke, at hun i virkeligheden slet ikke var en dygtig leder. Hun havde bare ladet som om. Det havde været rent teater. Alle hendes virkelig gode personlige egenskaber kortsluttede og vendte sig mod hende selv. Vejen igennem det for hende var en arbejdspsykologisk udredning, hvor fokus var på fakta. Vi gik systematisk igennem det, hun havde gjort som leder. Hvad var lykkedes, og hvad var ikke lykkedes. I stedet for at overbevise hende om, at hun ikke havde begået fejl, gjorde vi hendes forestillinger om nederlag til positive læringseksperimenter. Hun var klar til at være leder igen et halvt år senere.”

Bare dét, at man får sat ord på, hvad det er, som man hele tiden går rundt og bokser med, hjælper folk utroligt meget, mener Einar Baldursson.

”I det øjeblik man opdager, at det er ganske naturligt, at man kommer i tvivl om sine egne kompetencer, så kan meget ændre sig. Det har et navn: Impostor-fænomenet. Når man får en karakteristik, som svarer til ens oplevelser, så bliver man til en del af et fællesskab. Du er ikke længere alene. Det er helt normalt i denne verden, at man opfører et ’kompetenceskuespil’, for det er sådan, verden er. Når du reagerer med usikkerhed, betyder det bare, at du har en høj grad af samvittighed,” siger Einar Baldursson.