13.10.2025
Hvilken bachelor har du læst?
”Jeg har taget en bachelor i molekylær medicin på Aarhus Universitet. Den lægger sig meget op ad molekylær biologi, som de fleste nok kender. Molekylelær medicin har fokus på alt det, der handler om den menneskelige krop og de sygdomme, der rammer mennesket – mens man i biologien jo også tager højde for alle mulige andre arter af dyr og bakterier.”
Hvorfor valgte du den uddannelse?
”Jeg har altid været meget draget af mennesket og biologien, og lige siden gymnasiet har jeg vidst, at det var den vej, jeg ville gå. Jeg har altid syntes, at det er fedt at få en masse aha-oplevelser, når man finder ud af et eller andet på molekylært niveau, og så rent faktisk kan se, at det er det, der sker i virkeligheden."
"Et lille eksempel kunne være, at folk tager elektrolytter. På grund af alt det, jeg har lært om kroppen, ved jeg, at det giver mega god mening, fordi man ikke kan optage vandet, hvis der ikke er noget salt eller sukker, der også bliver transporteret over cellemembranerne i kroppen.”
"Det er fedt at få en masse aha-oplevelser, når man finder ud af et eller andet på molekylært niveau."
Hvilken kandidat er du i gang med?
”Jeg startede i august på en international kandidat på Københavns Universitet, der hedder ”Immunology and Inflammation”. Der findes ikke nogen bachelor i den uddannelse, så alle kommer med lidt forskellige baggrunde. Vi starter fra scratch af immunsystemet, så alle lige er på niveau, og så går vi ellers ind i specifikke dele af immunsystemet i løbet af det næste års tid. Bagefter har vi så et år til at lave et forskningsprojekt, som er vores speciale.”
Hvad er det fedeste ved dit fag?
”At alle er virkelig hjælpsomme og imødekommende. Det er nogle relativt svære uddannelser at komme igennem med nogle ret tunge fag, men folk er virkelig gode til at hjælpe hinanden. På mit nye hold på kandidaten er der på tværs af kulturer også meget hjælpsomhed. Hvis man skriver noget ud i gruppen a la ’hey, er der nogen, der har forstået det her?”, er der altid nogen, der svarer og hjælper.”
”På andre studier lyder det som om, at det er nogle meget mere performanceorienterede studiemiljøer. Jeg synes, det er fedt, at der på mit studie er enighed om, at vi hjælper hinanden, så vi alle kan komme godt igennem uddannelsen og højne vores akademiske niveau i fællesskab.”
Hvad er det mest udfordrende?
”Det er, når vi skal lære ting udenad. Der er stadigvæk lidt af den gamle skole tilbage på nogle af fagene – og det er også fint nok, for der er nogle af processerne og mekanismerne inde i cellerne, der er mega gode at kunne på rygraden, da de større systemer i kroppen dermed bliver lettere at forstå.”
”Men der er meget læsestof, og der har været mange lange eksamensperioder, fordi man først selv har prøvet at forstå noget og så mødtes med ens gruppe bagefter og terpet sammen.”
Hvad drømmer du om at arbejde med i fremtiden?
”Jeg er stadigvæk meget i tvivl. Der er mange med min kandidat, der kommer ud og laver en ph.d. Og det vil jeg måske også gerne, men så binder man sig jo også til tre års forskning. Så jeg afsøger også nogle andre muligheder – måske noget lidt mere businessorienteret.”
”Jeg kan mærke, at jeg ikke er afskrækket af nogle mere koordinerende og strategiske roller. Lige nu leder jeg efter et studiejob, så jeg kan prøve kræfter med nogle forskellige ting. Jeg tror, at det vil give lidt mere klarhed over, om jeg skal stå i laboratoriet og nørde helt ned i de små detaljer, eller om jeg måske skal være en lidt mere projektleder-agtig-person med det store overblik i stedet.”
”Jeg håber, at jeg finder et job, hvor jeg kan lide af at være, og hvor der er nogle søde kolleger, der støtter hinanden. Så kommer det sig egentlig ikke så nøje, om det er det ene eller andet, jeg skal lave – så længe jeg føler, at det skaber værdi for mig selv og for andre.”
"Det er vigtigt for folk i vores branche at vide, at der er nogen, der kan hjælpe – både hvis tingene brænder på, men også hvis man er ny i branchen eller studerende."
Du er netop blevet valgt til hovedbestyrelsen i Pharmadanmark – hvorfor har du valgt at engagere dig i fagforeningen?
”Jeg har været ansat som studenterambassadør siden 2022, så jeg kender efterhånden fagforeningen rimelig godt, og jeg kender også en del medlemmer. Og jeg synes, det er vigtigt for folk i vores branche at vide, at der er nogen, der kan hjælpe – både hvis tingene brænder på, men også hvis man er ny i branchen eller studerende.”
”Jeg har selv brugt Hanne (karrierevejleder, red.), da jeg skulle lave min ansøgning til KU. Det er en svær uddannelse at komme ind på, fordi der kun er 30 pladser, så det var rart at have Hanne i ryggen, så jeg var sikker på, at jeg sendte en god ansøgning afsted.”
Hvorfor mener du, at fagforeninger er vigtige for unge i din generation?
”Det er fagforeningerne, der kæmper for de rammer, vi har på det danske arbejdsmarked, så det er i sig selv en vigtig rolle.”
”Derudover er det fedt, at man med fagforeningerne kan få et fællesskab inden for den sektor, man arbejder i. Man har mulighed for at komme ud og møde nogle ligesindede – også som studerende. I studietiden er det ofte nogle sociale arrangementer, men jeg tror, at det på den længere bane kan give ret meget. Måske kan en, man møder til et hyggeligt event, være den person, som senere kan hjælpe dig med at lande et job eller på en anden måde være en god kontakt i branchen.”

Bliv studiemedlem i dag
Medlemskab hos Pharmadanmark koster 0 kr. i hele din studietid.