Vær godt klædt på til jobsamtalen og arbejdsmarkedet

Er du studerende? Sæt gang i din ’kompetenceliste’ i dag

Er det overhovedet nødvendigt, at du bekymrer dig om din karriere, imens du studerer? Det korte svar er ’nej’ – men vi har alligevel et godt råd til dig. Det kan nemlig blive meget nemmere at skulle ud på arbejdsmarkedet efter studietiden, hvis du allerede nu begynder at lave din helt egen ’kompetenceliste’. Vi gør dig klogere her.
Studerende i kitler i laboratoriet

Karriere. Erfaring. Kompetencer.

Hvis du er studerende, kan det måske være lidt svært at relatere til de tre ord. Du er i gang med at dykke ned i dit fag og studielivet – men måske er tankerne om fremtiden og jobmuligheder allerede begyndt at summe så småt i baghovedet.

Og lad os starte med at slå én ting fast: Du skal ikke panikke over din karriere, imens du studerer.

Du har god tid, så ro på.

Når det er sagt, så kan det være en god hjælp til dit fremtidige jeg, hvis du allerede tidligt på dit studie begynder at lave en liste over dine kompetencer.

Hvad har du lært?

Du kan bruge ’kompetencelisten’, når du skal søge job efter studiet, men også hvis du søger et studiejob i løbet af studietiden.

Mange begynder først at reflektere over, hvad de kan (færdigheder), hvilke personlige egenskaber (personlighed) de har, og hvad deres interesse (motivation) er, når de har dimitteret.

Men på det tidspunkt kan det være svært at huske, hvad man egentlig har lært. Der er mange, som bruger meget tid på at få styr på kompetencelisten, når de er færdige på studiet og skal ud at finde deres første job. Så hvorfor ikke gå i gang allerede nu?

Vores råd er: Begynd at lav din kompetenceliste i dag, og tilføj løbende punkter på listen, imens du studerer.

Du kan starte med at skrive, hvilke fag du har haft. Hver gang du har afsluttet et fag, så sæt dig ned og reflekter over, hvilket udbytte du har haft af faget.

  • Hvilken viden har du nu? Hvilke emner ved du noget om?
  • Hvilke færdigheder har du opnået – f.eks. i laboratoriet eller ved kodning?
  • Hvilke kompetencer har du fået – f.eks. projektarbejde, analytiske egenskaber eller at bygge bro mellem teori og praksis?

Fagbeskrivelsen kan ofte hjælpe dig rigtig godt på vej – og husk, du skal ikke være bange for at skrive faget på din liste, selvom du ikke har fået topkarakter.

Husk dit studiejob eller dit frivillige arbejde 

Du kan gøre det samme, hvis du har et studiejob eller laver frivilligt arbejde. Og det er uanset, om det er studierelevant eller ej. Man lærer meget ved f.eks. at arbejde i kundeservice eller i en børnehave, og frivilligt arbejde – f.eks. studenterpolitik eller foreningsliv – giver også gode kompetencer.

Skriv ned, hvad du har lært, hvilke opgaver du har haft, og hvilke personlige egenskaber du brugte for at løse en given opgave. Du kan evaluere opgaven til sidst og sætte et par ord på, hvad du syntes var sjovt, og hvad der gav dig energi. Men tænk også over, hvad der var svært, og hvordan du eventuelt løste et problem.

En god hjælp til CV, ansøgning og samtale 

Det hele giver dig en bedre selvindsigt, og selvindsigten er vigtig, da det oftest er den, vi bliver spurgt ind til ved en jobsamtale. Og det er bare sjovere at kunne svare som det mest naturlige end at skulle opfinde et svar under samtalen.

Kompetencelisten er også en god start, når du skal til at bygge dit CV op. Listen kan gøre det meget nemmere både at få skrevet CV og ansøgning til en fremtidig stilling, fordi du kan plukke i dine kompetencer fra din liste og målrette dit materiale.

Har du brug for hjælp?

Du kan altid kontakte karrierevejledningen, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring til din karriere eller jobsituation. 

Mail: karriere@pharmadanmark.dk
Tlf.: +45 3946 3630
Telefontid: Mandag - torsdag: 9.30–16.00 og fredag: 9.30 - 14.00