11.09.2025
Webinaret blev indledt med en velkomst af Stine Hasling Mogensen, formand for Pharmadanmark. Hun påpegede, at denne masterclass-session skiller sig lidt ud, idet første del har et internationalt perspektiv. Farmaceut Sarah Dineen-Griffin fra Australien fortalte om, hvordan lokale apotekere udvikler sig i Australien, hvilke sundhedsydelser de leverer, og hvordan de samarbejder med resten af sundhedsvæsenet. Derefter holdt forskningsleder på Pharmakon, Charlotte Rossing, et oplæg om sundhedsydelser på de danske apoteker.
Apotekerne i Australien er blevet et sundhedshup, der ser holistisk på patienters sundhed.
Det var nogle af de indledende ord fra Sarah Dineen-Griffin, som gennem et inspirerende og spændende oplæg beskrev, hvordan farmaceuter på apoteker i Australien har bevæget sig fra traditionelt at fokusere på medicinudlevering til at blive et ’healthcare hub’. Her hjælper de kroniske patienter med medicingennemgang og har konsultationer med borgere om mindre komplekse sundhedsspørgsmål.
Apoteksfarmaceuter i Australien har bevæget sig fra traditionelt at fokusere på medicinudlevering til at blive et ’healthcare hub’.
Dette skifte har vist sig at være en stor succes i Australien, som har mere end 40.000 uddannede farmaceuter, og hvor borgerne i gennemsnit besøger et apotek 18 gange om året. Apotekerne er for mange borgere den mest hyppige kontaktflade med sundhedspersoner, og derfor giver den øgede kliniske rolle, som farmaceuter spiller i Australien, mening. Især i lyset af, at medicinfejl står for 250.000 hospitalsindlæggelser i Australien - en udfordring vi også kender til i Danmark.
Sarahs hovedbudskab var derfor, at det er oplagt at se apotekerne som en del af sundhedsvæsenet.
I Australien leverer de sundhedsydelser som ordination af bestemte lægemidler, kolesterol- og blodglukosescreeninger, afhjælpning af søvnproblemer hos børn, vaccinationer, medicingennemgang og monitorering af diabetespatienter. Men de begynder også at tilbyde mere omfattende sundhedsydelser, såsom hjælp til kvinder med udfordringer i forbindelse med overgangsalderen.
Som Sarah flere gange understregede, kræver visse sundhedsydelser indgående kendskab, og kompetenceudvikling er derfor afgørende – især når farmaceuter i stigende omfang får mulighed for at ordinere medicin ud fra bestemte udskrivningsprotokoller (f.eks. astmamedicin, refluxmedicin mv.). Derfor har man i Australien etableret et system for efter- og videreuddannelse gennem forskellige uddannelsesniveauer for apotekspersonale: Pharmacist Assistants Level 1–4, hvor deres Prescribing Training Program indgår.
Farmaceuter spiller altså en stadig større rolle i den kliniske del af sundhedsvæsnet i Australien. Derfor er det afgørende, at apotekerne fastholder kompetente medarbejdere og giver mulighed for videreudvikling. Dette er bestemt noget, Danmark kan lade sig inspirere af.
Oplægget blev afsluttet med mange gode spørgsmål, blandt andet om, hvordan andre sundhedspersoner har taget imod den øgede rolle, som farmaceuter spiller i Australien. Sarah svarede, at de generelt er blevet godt modtaget, men især farmaceuternes øgede rolle i forhold til ordinering af medicin har mødt noget modstand hos andre faggrupper.
Sundhedsreformen stiller krav til at flere faggrupper benyttes
Der er sket et skift, hvor apoteker, farmaceuter og farmakonomer spiller en større rolle i sundhedsvæsnet – også i Danmark. Med inspiration fra andre lande skal vi blive endnu bedre til at udnytte farmaceuternes og farmakonomernes kompetencer til at levere sundhedsydelser. Dette understregede forskningsleder Charlotte Rossing flere gange.
I England har man eksempelvis været gode til at styrke lokale apoteker, hvor farmaceuter efter efteruddannelse kan ordinere en række lægemidler. Ifølge Charlotte giver det god mening, især i lyset af manglen på læger i England - en udfordring vi også oplever i visse dele af Danmark. I Canada er man også langt fremme på dette område, og det er oplagt, at Danmark følger trop i endnu højere grad.
Vi skal blive endnu bedre til at udnytte farmaceuternes og farmakonomernes kompetencer til at levere sundhedsydelser.
Den nye sundhedsreform indebærer, at vi skal tættere på borgeren. Det stiller krav til, at flere faggrupper i sundhedsvæsnet udnyttes, og at apotekerne spiller en større rolle i leveringen af sundhedsydelser. Apotekerne kan også bidrage til at klæde pårørende bedre på, så de kan støtte deres nære i daglig behandling i hjemmet. Det giver mening både på det menneskelige og samfundsmæssige plan.
Borgerne er allerede glade for de ydelser, de kan få på deres lokale apotek. Et nyt projekt viser, at i 70 % af medicinsamtalerne får borgerne italesat de udfordringer, de har med at tage medicin, og projektet viser, at borgerne er tilfredse med at kunne tale med nogen om dette. Generelt er tilfredsheden høj, og med den nye sundhedsreform in mente er det oplagt, at farmaceuter og farmakonomer på apotekerne i Danmark udnyttes endnu mere.
Masterclass-serien er målrettet farmakonomer og farmaceuter på apoteker, men alle farmaceuter og farmakonomer, uanset arbejdsområde, har mulighed for at deltage.

Vil du med til næste masterclass?
Tredje og sidste masterclass i serien bliver afholdt til efteråret - så hold øje med arrangementskalenderen!