08.11.2025
Stine Hasling Mogensen fortsætter i rollen som formand for Pharmadanmark.
Det står klart, efter hun – uden modkandidater – blev genvalgt til posten på lørdagens repræsentantskabsmøde.
”Jeg er stolt over fortsat at kunne stå i spidsen for en fagforening, der udfører den vigtigste opgave – nemlig at være der for medlemmerne, når de har mest brug for det,” siger Stine.
I sin beretning lagde Stine vægt på, at Pharmadanmark i den seneste tid har støttet medlemmerne i forbindelse med massafskedigelserne i branchen – særligt i Novo Nordisk – og hun understregede, at vi er et stærkt life science-fællesskab i en foranderlig tid.
Branchen udvikler og forandrer sig hurtigere end nogensinde. Nye teknologier, dataanvendelse og bæredygtighedskrav ændrer vores arbejdsliv, og vi ser samtidig et øget pres på medarbejdernes trivsel samt på de offentlige rammer for forskning og udvikling. Som Stine fremhævede, er der derfor masser af kampe at kæmpe for vores medlemmer – både kollektivt og individuelt.
"Jeg er stolt over fortsat at kunne stå i spidsen for en fagforening, der udfører den vigtigste opgave – nemlig at være der for medlemmerne, når de har mest brug for det."
Pharmadanmark ser også ind i en mere digital fremtid, hvor medlemmernes behov for hurtig, personlig og fleksibel service er i centrum. Vi er allerede godt i gang med at ruste os til denne fremtid – blandt andet med et nyt medlemssystem og en ny hjemmeside.
Den politiske strategi frem mod 2029
På repræsentantskabsmødet blev Pharmadanmarks nye politiske strategi, som foreløbigt løber frem til 2029, også vedtaget. Arbejdet med strategien blev sat i gang allerede før sidste repræsentantskabsmøde i 2024, hvor de forskellige sektioner i Pharmadanmark kom med input til, hvad der skal være fokus på fremadrettet, og hvad der rører sig i deres arbejdsliv.
Dette mundede ud i en workshop på sidste repræsentantskabsmøde, hvor alle 65 medlemmer af repræsentantskabet havde mulighed for at bidrage og konkretisere de politiske fokusområder. Efterfølgende er der blevet afholdt to aftenarrangementer, hvor Pharmadanmarks medlemmer har kunne komme med input. Strategien er også blevet drøftet på hovedmøderne i sektionerne og senest præsenteret for hovedbestyrelsen.
Formålet med den politiske strategi er at skabe en bedre studie- og arbejdsmæssig fremtid for vores medlemmer samt at sikre, at life science-branchen har adgang til de nødvendige kompetencer, og at branchens ansatte bliver prioriteret i fremtiden.
For at realisere denne ambition vil Pharmadanmark arbejde for:
- Uddannelser i verdensklasse
- Et arbejdsmarked med plads til alle
- Gode rammevilkår for life science-branchen
- Et bæredygtigt sundhedsvæsen
Fokus på AMR og sjældne sygdomme
Eftermiddagen blev skudt i gang med e oplæg om Pharmadanmarks arbejde i AMR-alliancen og de resultater, vi har opnået i alliancens regi.
Derefter holdt Patrick Munk, Associate Professor ved DTU og medlem af AMR-alliancen, et oplæg om resultaterne af en undersøgelse, der har kortlagt befolkningens kendskab til resistens og den efterfølgende kampagne, som har fokus på antibiotikaresistens og kører de kommende år. En kampagne, som koordineres i tæt samarbejde med AMR-alliancen.
Repræsentantskabsmødet blev afsluttet med oplæg om sjældne sygdomme fra:
- Sebastian Honoré, CEO og founder af Cure Lowe Foundation
- Allan M. Lund, professor, overlæge, dr.med., chef for Center for Medfødte Stofskiftesygdomme, Rigshospitalet
- Kirsten Kiær Ahring, klinisk diætist, cand.scient og Ph.d. i human ernæring, afdelingen for børn og unge, klinik for PKU, Rigshospitalet
- Jannick Brennum, næstforperson i Medicinrådet
Efterfølgende deltog de alle i en paneldebat om sjældne sygdomme, hvor der blandt andet var fokus på, hvordan vi kan sikre forskning og udvikling af diagnostik og behandlinger til personer med sjældne sygdomme, hvordan danske patienter kan få adgang til nye, innovative lægemidler målrettet sjældne sygdomme, samt hvilke områder der bør prioriteres for at skabe bedre vilkår for patienter og deres pårørende.
Repræsentantskabsmødet blev rundet af med en hyggelig middag for alle medlemmer af repræsentantskabet.

Pharmadanmark som politisk organisation
Vi arbejder for at skabe en bedre studie- og arbejdsmæssig fremtid for dig som medlem.
