09.09.2025
Lad os skrue tiden tilbage til 1982. Året, hvor Poul Schlüter bliver statsminister, hvor Ungdomshuset åbner på Jagtvej 69, og hvor den første CD-afspiller kommer på markedet.
Og naturligvis også året, hvor den farmaceutiske verdenskongres, FIP, endnu en gang bliver afholdt i Danmark.
Det sker i Bella Centret, og dronning Ingrid er med til at overvære den storslåede åbningsceremoni.
Det er Steffen Bager og Jesper Gulev Larsen også.
I dag er de kendt som fremtrædende profiler i den danske farmaceutverden – Steffen Bager som forhenværende formand for Pharmadanmark og Jesper Gulev Larsen som nuværende formand for Danmarks Apotekerforening – men dengang, i 1982, er de to helt almindelige studerende, der er kommet med til FIP-kongressen for allerførste gang.
"Vi brugte for eksempel lysbilleder til foredragene, men altså, stemningen er den samme som dengang."
Steffen Bager får til opgave at stå for de busser, der skal fragte FIP-deltagerne rundt til alle de mange arrangementer, der er spredt ud over hele København i løbet af kongressen.
Et logistisk virvar, men en sjov opgave for en ung studerende, der er fuld af gåpåmod.
Og det er Steffen Bager også, når han fortæller de mange besøgende små anekdoter om København og danske traditioner – og indfører de udenlandske gæster i dansk køkultur.
”En af dagene er der en mand, som smutter foran i køen til en af busserne, og som brokker sig højlydt, da jeg pænt fortæller ham, at han må vente til, det er hans tur. Han spørger, om jeg ikke ved, hvem han er – og nej, det gør jeg ikke, men her gælder køen altså for alle,” fortæller Steffen Bager og fortsætter:
”Det viser sig, at det er præsidenten for FIP, André Bédat, som senere fik en medalje opkaldt efter sig – og som jeg nu udmærket godt ved, hvem er.”
Fra lysbilleder til PowerPoint
Vi skruer tiden frem til i dag. Steffen Bager står igen i Bella Centret, hvor FIP er tilbage på dansk jord – 40 år senere.
Han står og snakker om ’de gode, gamle dage’ med sin farmaceut-kollega Jesper Gulev Larsen.
Deres første FIP-kongres var en ret unik oplevelse – og selvom mange ting har ændret sig siden 1982, er meget også stadig det samme på kongressen i dag.
”Vi brugte for eksempel lysbilleder til foredragene, men altså, stemningen er den samme som dengang,” siger Steffen Bager.
Den tidligere Pharmadanmark-formand har været en tur i gemmerne for at finde et par gamle ’Archiv for Pharmaci og Chemi’-magasiner – det som i dag hedder ’Farmaci’, og som Apotekerforeningen udgiver.
I magasinet fra november 1982 har Steffen Bager skrevet et indlæg om bus-tjansen, og hele FIP-kongressen er beskrevet fra ende til anden. ”FIP – FUP eller FAKTA?” lyder den ene overskrift for eksempel, og magasinet er også fyldt med sort-hvid-fotos fra kongressen i København.
”FIP kan stadig noget”
Steffen Bager har også fundet FIP-merchandise fra 1982-kongressen. Et par vaskeægte Tuborg-ølbrikker med FIP’s logo. I år var det i stedet en FIP-magnet, som deltagerne kunne tage med hjem fra København.
”Det er sjovt at tænke tilbage på dengang, da vi var her første gang. Vi var jo bare to unge studerende, der fik et indblik i hele den her farmaceutverden,” siger Steffen Bager og tilføjer med et smil:
”Og hvis du dengang havde sagt til vores kammerater, at vi to, Jesper og jeg, ville ende med at blive formænd for Apotekerforeningen og Pharmadanmark, havde alle grint af dig. Det var ikke lige det, der lå i kortene.”
"Det er et fantastisk sted til at få nogle gode, internationale relationer. FIP kan stadig noget."
I år er det FIP-kongres nummer 13, som Steffen Bager deltager i. Her mødes han med folk fra hele verden, som han har lært at kende igennem årene – og han glæder sig også over at læse alle de mange gode og spændende danske posters, der er udstillet på kongressen.
”Jeg går rundt og suger indtryk til mig og taler med folk. Det er et fantastisk sted til at få nogle gode, internationale relationer. FIP kan stadig noget,” slår Steffen Bager fast.