Trivselsundersøgelsen

Trivselsundersøgelsen for apoteksansatte 2025

Dette års trivselsundersøgelse for apoteksansatte peger på behov for handling – men også håb for gode arbejdspladser.
Kvinde der ser på varer på apotek

Pharmadanmark, Farmakonomforeningen og Danmarks Apotekerforening har fulgt op på trivselsundersøgelserne fra 2022 og 2023. Denne gang er alle medarbejdere i sektoren blevet spurgt, inklusiv ikke-apoteksfaglige medarbejdere og farmakonomelever. De mange initiativer, som de tre foreninger har arbejdet med i de seneste år, synes at have forbedret arbejdsmiljøet på en række områder, men der er stadig områder, hvor arbejdsmiljøet ligger uacceptabelt lavt. 

 

Undersøgelsen i korte træk

Gode kollegaer skaber fundamentet for et godt arbejdsliv

Samarbejde, tillid og tryghed præger hverdagen. Kolleger støtter hinanden og skaber et stærkt fællesskab – dog med uklarhed om vigtige opgaver.

Kompetenceudviklingen i tilbagegang

Specialister efterlyser mere faglig fordybelse. Udviklingen halter, da nuværende muligheder primært retter sig mod ledere – det er utilstrækkeligt.

God ledelse virker

Styrket ledelse siden 2022 har forbedret tillid og motivation. Apoteksledelsen nærmer sig landsgennemsnittet – men indsatsen skal fastholdes og udbygges.

Privatliv og stress: Positiv bevægelse – der skal fastholdes

Færre føler stress og belastning af deres privatliv. Stabil bemanding og prioritering er afgørende for at fastholde forbedringen og undgå tilbagefald.

Trusler, vold, mobning og chikane: Nultolerance – særligt i ledelseskæden

Nultolerance er nødvendigt. Flere sager kræver klare procedurer, stærkt ledelsesansvar og bedre støtte mod truende kunder. Initiativer som "Tal pænt!" bør gentages.

Tak til alle, der har besvaret undersøgelsen. Svarene giver værdifulde data til det videre arbejde med at forbedre sektoren.

 

Pharmadanmark mener

Med udgangspunkt i undersøgelsen har Pharmadanmark valgt at se på farmaceuternes besvarelser, og vi præsenterer herunder vores tanker og anbefalinger.

Udviklingsmuligheder: Et kritisk efterslæb

For farmaceuter er kategorien Udviklingsmuligheder forværret med 0,7–3,5 procentpoint på tværs af underkategorierne. Det er et alvorligt faresignal. Netop specialiseret faglighed og mulighed for fordybelse er centrale for akademiske professioner – og har været et stort ønske fra farmaceuterne. Pharmadanmark har gentagne gange efterlyst fast tilbagevendende kompetenceforløb med stor faglig tyngde, og vi ser det som et særligt problem, at ikke-ledere fortsat ikke mødes med relevante tilbud.

Det var et stort kritikpunkt efter sidste undersøgelse og også et væsentligt punkt i overenskomstforhandlingerne – til trods for dette, er der alligevel sket en forværring. Det tyder desværre på, at arbejdsgiverne ikke har forstået budskabet endnu. Det er et klart ansvar for arbejdsgiverne, og der er ingen undskyldninger, når man både har en overenskomstmæssig forpligtelse til at videreuddanne farmaceuterne, og der derudover er adgang til støtte fra U2F, som kan give finansiering til netop uddannelse og udvikling af medarbejderne.

Arbejdsmængde, tempo og bemanding: Lyspunkter – men ikke i mål

De fleste delområder under Arbejdsmængde og tempo er forbedret for farmaceuter siden 2023, men på tre ud af seks spørgsmål ligger niveauet stadig under landsgennemsnittet. Der er heldigvis sket en reel forbedring i oplevelsen af at være tilstrækkeligt bemandet (45,5 → 50,4), hvilket peger på, at nogle af de mest presserende kapacitetsudfordringer er lettet. Det har været et kardinalpunkt for Pharmadanmark, og det er derfor godt at se forbedringer. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning – men ikke en garanti for bæredygtige arbejdsgange, hvis unødvendige opgaver samtidig fylder mere.

Unødvendige opgaver: Bureaukratiet tynger

Undersøgelsen viser en generel forværring i oplevelsen af unødvendige eller uhensigtsmæssige opgaver. Det gør arbejdet mere besværligt uden at øge kvaliteten. Det er en kvantitativ undersøgelse, og det er derfor ikke til at sige, om byrden også stammer fra øgede myndighedskrav eller interne processer. Uanset kilde er konsekvensen den samme: faglig tid ædes op, og medarbejdernes motivation påvirkes negativt. 

Privatliv og stress: Positiv bevægelse – der skal fastholdes

Det er opløftende, at færre oplever, at arbejdet går ud over privatlivet, og at andelen, som angiver arbejdet som eneste stresskilde, er faldet markant siden undersøgelsen i 2023 (58,0 → 50,45). Udviklingen skal fastholdes gennem stabile bemandingsplaner, forudsigelige skift og den rette prioritering af opgaver – ellers risikerer forbedringerne at fordampe. 

Antal enheder: Fragmentering koster sammenhæng

At være tilknyttet flere enheder går ud over den samlede arbejdstilfredshed og øger oplevelsen af ikke at nå opgaverne; derudover svækkes kollegial samhørighed. Stressniveauet er dog ikke lineært højere – medarbejdere på fire enheder rapporterer faktisk lavere stress end dem på én. Det peger på, at kontekst, teamdynamik og opgavesammensætning betyder mindst lige så meget som antallet af enheder i sig selv.

Aldersforskelle i stress

Yngre farmaceuter oplever mere stress end ældre, men forskellen kan ikke reduceres til arbejde alene. Der er mange steder, hvor farmaceuterne står med et stort ansvar kort tid efter endt uddannelse og i en ung alder. Ansvarlighed, grundighed og dybdegående viden kendetegner ofte akademikere, og derfor er det positivt med de tunge opgaver, men under trygge rammer, understreger undersøgelsens resultat. Vi vil i den forbindelse gerne fremhæve behovet for målrettede indsatser til yngre kolleger f.eks. bedre onboarding, mentorordninger og tydelig forventningsafstemning. 

Trusler, vold, mobning og chikane: Nultolerance – særligt i ledelseskæden

Stigninger i trusler, vold og chikane skal tages dybt alvorligt. Samlet falder mobning, men forskydningen mod mere mobning fra ledere er særligt bekymrende, fordi arbejdsgiveren her har et direkte ansvar. Der bør arbejdes med klare procedurer, konsekvent opfølgning og systematisk ledelsesudvikling for at forebygge og håndtere sagerne. Pharmadanmark har nultolerance over for disse problemer, og enhver forværring på de parametre skal tages alvorligt af alle i sektoren. 

 

Pharmadanmarks anbefalinger

Med afsæt i undersøgelsen peger Pharmadanmark på følgende initiativer for forbedring:

  1. Etablér målrettede, tunge kompetenceforløb – især for farmaceuter uden ledelsesansvar, så fagligheden udvikles og fastholdes.
  2. Trim unødvendige opgaver gennem fælles kortlægning med din ledelse.
  3. Fasthold bemandingsfremgangen ved at sikre stabile vagtplaner og realistisk opgaveprioritering.
  4. Reducér fragmentering på tværs af enheder eller kompensér med stærke teamrutiner, faste kontaktpersoner og tydelig ansvarsfordeling.
  5. Målrettede indsatser til yngre farmaceuter (mentorordninger, onboarding, supervision), hvor stressniveauet er højest.  
  6. Konsekvent nultolerance over for trusler og chikane – med særlig vægt på ledelsesansvaret, træning og tydelige sanktions- og støtteforløb.
Pharmadanmark ser frem til at fortsætte dialogen med arbejdsgivere om konkrete løsninger, der kan styrke trivsel og fastholde farmaceutisk faglighed på højt niveau.

Overenskomstforhandlingerne i 2026 nærmer sig, og der er flere af de nævnte områder, som vil komme på dagsordenen. I oktober i år har alle apoteksansatte muligheden for at deltage i forberedelserne ved at prioritere emner og foreslå krav til forhandlingerne.

Læs Trivselsundersøgelsen 2025

Du kan regne med at få juridisk rådgivning

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte juridisk rådgivning, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. Kontakt vores juridiske team på:

Tlf. +45 3946 3605
Mail: jura@pharmadanmark.dk.