5 studerende, 5 karrieredrømme: "Jeg håber, at jeg ender som forsker inden for nanoscience"
En masse nysgerrige, ambitiøse og helt forskellige unge er netop startet på deres nye studier. Vi mødte fem af dem på Aarhus Universitet, og her gav Erik, Emilie, Samuel, Katja og Maja os et lille indblik i deres studieliv – og de fortalte, hvad de håber på, når studiet en dag bliver til karriere.
Erik
23 år, 6. semester, Medicin
Hvad synes du er mest spændende ved dit studie?
“Lige nu synes jeg, at anæstesi er meget spændende, men jeg er stadigvæk meget åben over for mange ting.”
Hvad ser du frem til, når du dimitterer?
”Det handler nok om at komme ud og gøre noget, der faktisk betyder noget i samfundet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har vi indtil nu ”bare” været på uddannelsen, hvor jeg ikke rigtig har følt, at jeg har bidraget med så meget. Så det at komme ud og faktisk gøre en forskel – det glæder jeg mig til.”
Emilie
25 år, 9. semester, Kemi
Hvorfor valgte du at læse kemi?
”Jeg har altid været meget interesseret i kemi og reaktioner. Da jeg fik kemi i folkeskolen, vidste jeg ret hurtigt, at det var noget, jeg gerne ville forfølge. Det var bare vildt spændende, og derfor valgte jeg at studere det.”
Hvilken retning eller karrierevej vil du gerne gå?
”Jeg vil rigtig gerne ind i medicinalområdet. Noget i den retning – måske hos Lundbeck eller Novo Nordisk. Men jeg vil egentlig helst blive i Jylland og ikke flytte til Sjælland.”
Samuel
20 år, 1. semester, Nanoscience
Hvorfor valgte du lige præcis nanoscience?
”Noget af det, der tiltrak mig – udover at det er en naturvidenskabelig uddannelse – er, at den er så interdisciplinær. Den har både matematik, biologi, kemi og fysik. Jeg havde følelsen af, at hvis jeg valgte en af de andre uddannelser, ville jeg misse enten biologi eller fysik. Nanoscience har lidt af hele pakken, og det, synes jeg, er ret fedt.”
Har du nogle idéer om, hvilken retning eller karrierevej du kan se dig selv i?
”Jeg kunne godt forestille mig at forske, når jeg er færdig – enten her på AU eller på et andet universitet. Eller måske i en virksomhed. Men jeg tror og håber, at jeg ender som forsker inden for nanoscience.”
Katja
26 år, 7. semester, Sundhedsteknologi
Du er ved at skrive din bachelor – hvordan føles det?
”Vi er helt nye i det. Vi er kun en uge inde, så man ved ikke helt, hvad man går ind til. Og man har hørt, at det er en stor proces at skrive, så det er nok det, der fylder lidt."
Hvad tænker du din fremtid skal bringe?
”Så langt er jeg faktisk ikke helt endnu, men sådan noget som Novo Nordisk. Det er noget, der spøger i fremtiden. Og tanken om at hjælpe folk – hjælpe mennesker – det er det, der trækker i mig.”
Maja
24 år, 5. semester, Medicinalkemi
Hvorfor valgte du lige præcist medicinalkemi?
”Jeg synes, det er meget spændende at være i laboratoriet, og så vil jeg gerne arbejde med udvikling af medicin eller enzymer bagefter.”
Hvad glæder du dig mest til ved at komme ud på arbejdsmarkedet?
”Jeg glæder mig mest til at finde et job, som jeg synes er spændende. Og så glæder jeg mig også sygt meget til bare at komme ud og lave noget indenfor medicinalfirmaer som Lundbeck eller Novo Nordisk. Jeg håber på noget i den retning.”
Bliv studiemedlem i dag
Medlemskab af Pharmadanmark koster 0 kr. gennem hele din tid som studerende.