Du er ikke alene

Er du blevet opsagt? Sådan kommer du godt videre

En opsigelse kan ramme hårdt – uanset om du havde forventet det eller ej. Måske føles det som et chok. Måske som en lettelse. Uanset hvordan du har det, er det vigtigt at vide: Du er ikke alene.

Hos Pharmadanmark hjælper vi dig med at komme trygt og målrettet videre i din karriere. Vi kender life science-branchen, og vi ved, hvordan du bedst navigerer i en opsigelsessituation – både følelsesmæssigt, professionelt og juridisk.

Vi tilbyder personlig karrieresparring, juridisk rådgivning og værktøjer, der hjælper dig videre. Du bestemmer tempoet. Vi hjælper dig med retningen.


Skriv en mail og book din karrieresamtale 

Reaktioner på en opsigelse 

Når mennesker bliver opsagt, sætter det ofte gang i mange følelser. Det er normalt. For mange er arbejdet tæt knyttet til identitet og selvværd. En opsigelse kan derfor føles som et tab – både personligt og professionelt.

Mennesker reagerer forskelligt, men der er typisk fire faser, vi bevæger os igennem:

1. Chokfasen
Du kan føle dig forvirret, ked af det og have fysiske reaktioner som uro, søvnløshed eller ondt i maven.

2. Reaktionsfasen
Du begynder at forstå, hvad der er sket. Måske føler du vrede, sorg eller uretfærdighed. Tankerne kører, og det er svært at finde ro.

3. Bearbejdningsfasen
Du begynder at acceptere forandringen. Du ser mere fremad og overvejer dine muligheder.

4. Forsonings- og udviklingsfasen
Du har accepteret situationen og begynder at se opsigelsen som et nyt udgangspunkt. Du tager styringen tilbage.

Du skal ikke skynde dig videre, før du er klar. Men når du mærker, at du begynder at tænke fremad – så er det tid til handling.

Har du brug for hjælp?

Du kan altid kontakte karrierevejledningen, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring til din karriere eller jobsituation. 

Email: karriere@pharmadanmark.dk
Telefon: 3946 3630
Telefontid: Mandag–torsdag: 9.30–16.00 og fredag: 9.30–14.00

Brug opsigelsesperioden aktivt

En opsigelse kan føles som et tilbageslag. Men det er også en mulighed for at gentænke din karriere. Måske er det nu, du skal skifte spor, finde et job med bedre balance eller forfølge noget, du brænder for.

Derfor anbefaler vi:

  • Giv dig selv ro til at tænke
  • Sæt ord på dine styrker og kompetencer
  • Find ud af, hvad der motiverer dig
  • Læg en konkret plan med realistiske mål
  • Vær aktiv, men pres ikke dig selv unødigt

Vi ved, at medlemmer, som hurtigt bliver afklaret med deres mål, kommer hurtigere i job – og i det rigtige job.

Vi tilbyder gratis professionel karrieresparring

Som medlem kan du booke karrieresamtaler med en erfaren vejleder, der har indgående kendskab til life science. Vi hjælper dig hele vejen – fra den første refleksion til jobsamtalen.

Vi tilbyder:

  • Afklaring af retning, motivation og faglige mål
  • Sparring om din strategi for jobsøgning
  • Gennemgang af CV og ansøgning
  • Forberedelse til samtale og netværksarbejde

Får du tilbudt et outplacementforløb fra din tidligere arbejdsgiver, så tag imod det. Hvis ikke, står vi klar til at hjælpe dig i gang med et individuelt forløb. Du kan også starte med at afklare dine kompetencer og din motivation.

Afklar kompetencer og motivation

Din jobsøgning – struktur og fremdrift

Når du er klar, så sæt struktur på din hverdag. Det hjælper både mentalt og praktisk. Søg ikke det første job, der dukker op – søg det rigtige.

Vores anbefaling:

  • Start dagen med jobsøgning, når du er mest fokuseret
  • Sæt delmål, f.eks. antal ansøgninger pr. uge
  • Indlæg pauser – også hele fridage
  • Brug dit netværk aktivt
  • Hold løbende kontakt med os for sparring
Når du har styr på dine kompetencer og motivation, bliver det også lettere at skrive målrettet og overbevisende.

Er du allerede på vej i nyt job? Husk kontrakttjek

Stort tillykke med dit nye job! Inden du skriver under, anbefaler vi, at du kontakter vores juridiske rådgivere. De har stor erfaring med ansættelseskontrakter i life science.

Vi tilbyder:

  • Gennemgang af din ansættelseskontrakt
  • Vurdering af løn og vilkår
  • Sparring om opstart og trivsel i det nye job
Mange oplever, at opstart i nyt job kan være en svær overgang. Vi er her også, når du har brug for støtte i de første måneder.
Du kan regne med at få juridisk rådgivning

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte juridisk rådgivning, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. Kontakt vores juridiske team på:

Tlf. 3946 3605
Mail: jura@pharmadanmark.dk.