Motivation er en nøgle

Find og styrk din motivation

Motivation er en nøgle til trivsel, udvikling og arbejdsglæde. Når du forstår, hvad der driver dig, kan du tage bedre valg – både i hverdagen og i karrieren.

Det gælder uanset, om du står i begyndelsen af dit arbejdsliv, midt i et jobskifte eller har brug for ny energi i dit nuværende job.

Hos Pharmadanmark ved vi, hvor stor betydning motivation har. Vores karrierevejledere har solid erfaring med at hjælpe medlemmer med at afklare og bruge motivation strategisk.

Book en karrierevejleder

Hvad er motivation?

Motivation er den indre energi, der får dig til at handle, lære og forfølge mål. Den viser sig i lysten til at tage fat, evnen til at holde fast og modet til at forandre. Motivation kan komme indefra – f.eks. når du brænder for at gøre en forskel. Den kan også komme udefra – som løn, anerkendelse eller mulighed for forfremmelse.

Uanset hvor den kommer fra, er motivation afgørende for, hvordan du trives i dit arbejde. Du præsterer bedre, oplever større tilfredshed og får lettere ved at tage ansvar for din faglige og personlige udvikling.

Derfor er motivation vigtig for dig – og din arbejdsgiver
Når du er motiveret, er du ikke bare mere effektiv. Du er også mere engageret, kreativ og vedholdende. Du bliver en stærkere fagperson og en værdifuld kollega.

For arbejdsgivere er motivation et konkurrenceparameter. Motiverede medarbejdere leverer bedre kvalitet, bliver længere i virksomheden og bidrager positivt til samarbejde og arbejdsmiljø. Derfor er det i alles interesse at forstå og styrke motivation.

Forstå dine egne motivationsfaktorer

Motivation er personlig. Det, der motiverer én person, virker ikke nødvendigvis på en anden. Derfor er det vigtigt, at du lærer dine egne motivationsfaktorer at kende. 

Der er den indre motivation – der kommer indefra og der er den ydre motivation – der kommer udefra.

Indre motivation

Indre motivation handler om den glæde og tilfredsstillelse, du oplever, når du udfører en opgave for opgavens skyld. Det er den type motivation, der får dig til at fordybe dig, tage ejerskab og blive ved, fordi det giver mening.

Eksempler på indre motivationsfaktorer:

  • Autonomi: Du har frihed og indflydelse på dit arbejde
  • Mestring: Du lærer nyt og bliver bedre til det, du gør
  • Formål: Du arbejder for noget, der har betydning for dig – f.eks. patientsikkerhed, samfundsnytte eller faglig kvalitet

Ydre motivation

Ydre motivation handler om, at du bliver drevet af belønning eller konsekvens. Det kan være løn, bonus, status eller ros. Ydre motivation kan være en vigtig drivkraft – især når den understøtter dine indre værdier.

Eksempler på ydre motivationsfaktorer:

  • En lønforhøjelse som anerkendelse af din indsats
  • Muligheden for en ny titel eller et større ansvar
  • Ros fra kolleger eller ledelse
  • Feedback, der tydeliggør dine styrker

Find balancen

Ingen type motivation er bedre end den anden – men de skal være i balance. Hvis du kun jagter ydre belønning, risikerer du at miste lysten, når belønningen udebliver. Og hvis du kun er drevet af indre motivation, kan det blive svært at sætte grænser og anerkende dine egne behov.

Balance betyder også retfærdighed. Hvis du oplever, at andre bliver belønnet mere end dig for samme indsats, kan det skade din motivation – også selvom du elsker dit arbejde. Derfor er det vigtigt, at dine behov bliver mødt, og at dine bidrag bliver værdsat.

Øvelse: Tegn dit motivationsliv
Et godt sted at starte er at se tilbage. Hvornår har du været mest motiveret i dit arbejdsliv – og hvornår har du manglet motivation?

Tegn en kurve over dit arbejdsliv:

  • Sæt en stjerne ved de perioder, hvor du følte dig motiveret og engageret
  • Sæt et minus ved de perioder, hvor du manglede energi eller følte dig demotiveret
  • Skriv derefter, hvad der kendetegnede disse perioder. Hvilke opgaver havde du? Hvilken leder arbejdede du under? Hvad var dine rammer?

Mange oplever, at der opstår mønstre. Måske trives du bedst med faglig fordybelse? Eller måske er det samarbejde og feedback, der giver dig energi?

Brug din viden til at justere dit arbejdsliv. Tal med din leder om det ved næste MUS – eller brug det som afsæt, hvis du er på vej videre.

Øvelse: Gå i dybden med dine erfaringer
En anden metode er at analysere konkrete situationer, hvor du har været særligt engageret.

Du kan se et eksempel her:

Eksempel fra kompetenceafklaringsdokument
Eksempel fra kompetenceafklaringsdokumentet

Kompetenceafklaringsdokument

Når du sammenholder flere situationer, vil du se, hvilke drivkræfter der går igen. Det gør det lettere at vælge de rigtige opgaver – og oftere takke nej til de opgaver, der dræner dig. Du kan downloade og udfylde dit eget personlige skema her.

Kompetenceafklaring

Motivation er ikke konstant – og det er helt normalt

Motivation ændrer sig over tid og er ikke konstant. Det er helt normalt. Det, der motiverede dig som nyuddannet, er ikke nødvendigvis det samme, som driver dig i dag. Nye opgaver, nye kolleger eller livsændringer kan ændre dine prioriteter.

Derfor er det vigtigt løbende at stoppe op og mærke efter:

  • Hvad giver dig energi?
  • Hvornår føler du dig engageret?
  • Hvilke opgaver giver mening for dig?

Du behøver ikke være passioneret hver dag – men du skal kunne se en form for mening i dine opgaver og arbejdsliv generelt.  
En metode til at forstå dine egne drivkræfter, kan derfor være at tegne dit livsforløb. 

Motivation og karrierevalg hænger tæt sammen

Når du ved, hvad der motiverer dig, bliver det lettere at træffe karrierevalg, der passer til dig. Du kan målrette din jobsøgning, forhandle dine opgaver og finde den rigtige retning, når du står over for et skifte.

Mange medlemmer bruger vores karrierevejledere til netop det: At finde ud af, hvor de får energi, og hvordan de får mere af det i hverdagen.

Få sparring på din motivation

Hos Pharmadanmark tilbyder vi individuel karrierevejledning. Vi hjælper dig med at:

  • Afklare, hvad der motiverer dig
  • Analysere dine tidligere erfaringer
  • Lægge en plan for din faglige og personlige udvikling
  • Tale med din leder om dine behov og ønsker

Vi har stor erfaring med at hjælpe vores medlemmer i life science-branchen – og vi ved, hvordan faglige ambitioner og arbejdsliv skal hænge sammen. Du kan bruge os, uanset om du overvejer et nyt job, ønsker mere trivsel i det nuværende eller har brug for ny retning.

Vores karrierevejledere står altid klar til at hjælpe dig i hele dit arbejdsliv

Har du brug for hjælp?

Du kan altid kontakte karrierevejledningen, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring til din karriere eller jobsituation. 

Email: karriere@pharmadanmark.dk
Telefon: 3946 3630
Telefontid: Mandag–torsdag: 9.30–16.00 og fredag: 9.30–14.00