Inge drømte om eventyr og blev Grønlands første landspoteker

Af: Maria Trustrup, journalist, Pharmadanmark. Fotos: Privat

Der er ingen tøven i stemmen, når Inge Mortensen bliver spurgt, hvad hun savner mest ved Grønland.

”Naturen,” kommer det prompte.

Inge har boet og arbejdet i Grønland i 25 år, og landet mod nord har en kæmpe plads i hendes hjerte.

Hun flyttede sammen med sin mand Jørn til Grønland i 1997, og for tre år siden rykkede parret tilbage til Danmark.

Inge, der er uddannet farmaceut og blev den første landsapoteker på Grønland, er i dag 68 år og lever livet som pensionist.

Bopælen er nu et hus i Hillerød, og selvom det er dejligt at kunne pusle med havearbejde om sommeren efter mange år med klipper i baghaven, savner Inge noget helt bestemt: En horisont.

”Der er ingen horisont, og det er frygteligt. Min mand og jeg tager tit op til nordkysten for at gå en tur langs vandet. For det at kunne kigge uendeligt ud over noget vand, ja, det savner jeg virkelig,” siger Inge.

Det kan godt føles en smule klaustrofobisk at rykke ind i et dansk villakvarter – og hjemveen til det gamle liv i Grønland er også ekstra tydelig den dag, hvor Pharmadanmarks journalist møder Inge til en snak om hendes liv og karriere nordpå.

Vi mødes nemlig en af de første dage i januar, hvor solen står højt på den frostklare himmel, og København er dækket i sne.

På sådan en dag er det svært ikke at savne de sneklædte fjelde, fortæller Inge.

Selvom Danmark er hendes hjemland, føles Grønland nemlig også helt klart som hjem.

”Det er to meget forskellige ting. Danmark er alt det, jeg kommer fra. Familie, historie, skolegang og alt sådan noget,” siger Inge og holder en kort pause.

”Grønland er måske mere min kærlighed. Hvis du forstår, hvad jeg mener.”

En hundeslædeekspedition til Qaanaaq

Historien om Inges liv på Grønland starter for mere end 30 år siden.

Inge har altid haft en lyst til at komme ud og se verden, og hun har også altid haft en forkærlighed for store naturoplevelser.

Efter hun blev færdiguddannet som farmaceut i 1986, arbejdede hun i nogle år på sygehusapoteket i Københavns Amt og efterfølgende hos Novo Nordisk, men eventyret trak i hende.

”Jeg manglede noget luft,” fortæller Inge.

Hun havde flere gange rejst til Nepal og en enkelt sommer også til Grønland, hvor hun var på vandretur.

Men det var altid kortere rejser, og hun søgte noget mere.

En aften, hvor hun netop havde pakket rygsæk til endnu en rejse til Nepal, ringede en veninde, som hun havde mødt på vandreturen i Grønland.

”Hej Inge, vil du ikke med til Grønland og lave en ekspedition?” lød det i telefonen.

Det var et vildt forslag, og spørgsmålet var, om Inge var klar til at sige sit gode job op og kaste sig ud på helt dybt vand?

”Jeg skulle til Nepal dagen efter, så jeg spurgte, om jeg måtte tænke over det. Det måtte jeg godt, og da jeg kom hjem fra Nepal-turen, var jeg klar til at sige ja.”

Inge sagde sit job op, og hun tog sammen med veninden Lone til Grønland, hvor de i vinteren 1993 lærte at køre hundeslæde.

Idéen var, at de året efter – fra februar til juni 1994 – skulle lave en ekspedition med hundeslæde fra Sisimiut, der ligger omkring Polarcirklen, og helt op til Qaanaaq (Thule), som er Grønlands nordligste by.

Ekspeditionen skulle slå et slag for, at de grønlandske fanger skulle kunne sælge deres sælskind.

Fangersamfundet havde i mange år haft svært ved at tjene penge, efter den franske skuespillerinde Brigitte Bardot i 1970’erne havde lavet en kampagne mod sælungejagt og salg af sælskind.

Inge og Lone ville med deres ekspedition gøre opmærksom på fangernes problemer, og de fik støtte fra forskellige fonde, så rejsen kunne blive en realitet.

Jørn dukker op – igen

Inden de to kvinder drog afsted, havde Inge et kort vikariat på apoteket på landshospitalet i Nuuk.

”Jeg tænkte: ’Den gut der, ham kender jeg da’. Og vi har været sammen lige siden.”

Arbejdet var ganske fint, men det er særligt vigtigt for Inges historie, fordi det var her på sygehuset, at hun mødte Jørn, som hun senere blev gift med.

Jørn var læge på sygehuset, og selvom de to ikke blev kærester på det tidspunkt, skulle mødet ende med at blive skæbnesvangert.

Da Inge og Lone havde gennemført deres ekspedition – som i øvrigt gik rigtig godt – tog de hjem til Danmark for at holde foredrag om deres tur.

De kørte land og rige rundt, og på et tidspunkt kom de også til Møn, hvor de skulle fortælle om deres rejse.

Og her sad han på en af publikumsrækkerne. Jørn, som Inge havde mødt godt et års tid inden, da de begge var på Grønland.

”Jeg tænkte: ’Den gut der, ham kender jeg da’. Og vi har været sammen lige siden,” fortæller Inge.

3.500 indbyggere og 22 senge

Det nye par blev hurtigt enige om, at de skulle tilbage til Grønland.

Jørn var hjemme i Danmark for at videreuddanne sig i specialet gynækologi, men det var helt tiden planen, at han ville tilbage til Grønland.

Så et års tid senere – i 1997 – rejse parret ”hjem” til Grønland og bosatte sig i Aasiaat, der er en by med omkring 3.500 indbyggere og ligger på kanten af Diskobugten på Grønlands vestkyst.

Jørn blev chef på sygehuset, og i første omgang fulgte Inge med uden at have et job på hånden.

Der gik dog kun en måneds tid, inden forstanderinden ringede fra sygehuset og tilbød hende et arbejde. De havde to stillinger, som de ikke regnede med at få genbesat, så de ville gerne hyre Inge til at drive apoteket på sygehuset.

Det endte med, at Inge styrede apoteket på det lille sygehus med 22 senge i ni år.

Styr på medicinen i bygderne

Jobbet indebar ikke kun, at Inge skulle arbejde på sygehuset. Hun skulle også sørge for, at der var medicin tilgængeligt ude i de syv små bygder omkring Aasiaat, hvor der i alt boede omkring 1.500 mennesker.

”Når der skulle leveres medicin, tog vi en båd ud til bygderne og havde det medicin med, som vi regnede med, der skulle bruges i det næste halve år.”

”Når der skulle leveres medicin, tog vi en båd ud til bygderne og havde det medicin med, som vi regnede med, der skulle bruges i det næste halve år,” fortæller Inge.

I Grønland må farmaceuter og farmakonomer gerne kigge i patienternes journaler, og det var en kæmpe hjælp.

For på den måde kunne Inge se, at i den ene bygd var der f.eks. fem mennesker, der fik blodfortyndende medicin, og i den anden bygd var der én, der fik migrænemedicin.

”Vi gik alt igennem, så vi vidste, hvad der blev brugt af medicin. Det var meget håndholdt i et excel-ark, for vi havde ikke nogen elektronisk løsning, men det virkede. Det er stadig et system, der bliver brugt mange steder i Grønland,” siger Inge.

Skal vi ikke indføre recepter?

Inge var generelt med til at få sat mange ting i system på det lille sygehus i Aasiaat.

En af de ting, hun fik indført, var recepter.

Da Inge startede i jobbet, var recepter nemlig ikke en ting i den lille by – kun Nuuk brugte recepter på det tidspunkt.

”Når en patient kom og bad om medicin, som lægen havde ordineret, skulle vi nogle gange stå og bladre og bladre i journalen for at finde det sted, hvor lægen havde skrevet det,” fortæller Inge.

Nogle gange skulle Inge flere år tilbage i journalen, og hvis hun kunne se, at patienten ikke havde været til kontrol i de år, kontaktede hun lægen og spurgte, om medicinen kunne udleveres, eller om det var tid til kontrol.

”Det gav en helt anden involvering i patientbehandlingen, og det var vildt spændende at samarbejde så tæt sammen med lægerne,” siger Inge.

”Men det var jo også uholdbart, at vi skulle stå og rode i journalerne på den måde, så der gik ikke særlig lang tid, før der blev anskaffet receptblokke, og lægerne skrev recepter på alle ordinationer. Senere blev der indført elektronisk patientjournal og elektroniske recepter over hele landet.”

Fra Aasiaat til landsapoteker

Arbejdet i Aasiaat og de mange bygder omkring byen gav Inge en kæmpe viden om sundhedsvæsenet, lægemiddelindkøb og udfordringer med distribution og udlevering af medicin i Grønland.

Mange ting foregår på en anden måde end i Danmark, og i 2006 blev der indført en ny lægemiddellov, som skulle regulere indkøb, distribution og anvendelse af lægemidler i Grønland.

Loven betød også, at landet skulle have sin første landsapoteker, som skulle følge op på de nye regler og krav.

Inge havde egentlig ikke tænkt, at hun ville søge jobbet, men hun blev opfordret til at gøre det.

”Jeg endte med at søge, for jeg tænkte, at jeg nok ville blive svært utilfreds, hvis der kom en eller anden fra Danmark, som ikke vidste noget som helst om Grønland.”

Inge fik jobbet, og i april 2006 blev hun udpeget som den første landsapoteker i Grønland.

Hun blev de første år boende i Aasiaat, så hun blev en form for pendler, da hendes kontor egentlig lå i Nuuk.

”Jeg havde ret lang vej, når jeg pendlede. Det tog et par dage med færgen, når jeg skulle ned til Nuuk, men der blev lavet meget papirarbejde på de ture,” griner Inge.

Tegnede et helt nyt landsapotek

En del af jobbet som landsapoteker bestod i, at Inge skulle rejse rundt i hele landet for at tjekke, at alt foregik, som det skulle.

”Jeg har været stort set overalt – på nær et par bygder hele nede sydpå. Jeg har set det meste af Grønland, og det er der ikke særlig mange, der har.”

”Jeg har set det meste af Grønland, og det er der ikke særlig mange, der har.”

Selvom jobbet betød mange dage væk fra hjemmet i Aasiaat, elskede Inge at rejse rundt. Og det gjorde det kun endnu bedre, at hun kunne se, at hendes arbejde gjorde en forskel.

”Det er fantastisk, når du kan se, at noget, du har sat i gang, tilfører noget kvalitet,” siger hun.

Inge stod også i spidsen for landsapoteket på landshospitalet i Nuuk. Det fungerer som sygehusapotek for landshospitalets 200 senge og som almindeligt apotek for Nuuks 20.000 borgere.

På et tidspunkt skulle hospitalet bygges om, og derfor fik landsapoteket også nye lokaler.

”Vi var ellevilde, for det betød, at vi fik fem gange så meget plads,” fortæller Inge.

Da hun så tegningerne af det nye apotek, gik det dog hurtigt op for hende, at indretningen langt fra var optimal.

Arkitekterne havde haft mest fokus på lægeklinikken og et nyt akutcenter, så tegningerne af apoteket skulle have en tur mere.

Og Inge og hendes kollega valgte selv at gå i sving.

”Vi tegnede selv det nye apotek, og i en uges tid sad vi og flyttede rundt på vægge, hylder og skranker og samarbejdede med arkitekterne om, hvad der kunne lade sig gøre,” siger Inge.

”Vi tegnede selv det nye apotek, og i en uges tid sad vi og flyttede rundt på vægge, hylder og skranker.”

”Jeg havde aldrig drømt om, at det var noget, jeg kunne få lov til at være med til.”

Men sådan var jobbet. Inge var ikke kun klassisk apoteker, men havde et væld af kasketter på.

Og hun skulle ofte være kreativ, for pengene var begrænsede.

”På et tidspunkt havde vi brug for endnu et kølerum og fandt plads i kælderen under sygehuset. Det kostede en halv million, men det gjorde, at vi kunne købe større ind og spare penge, fordi alt kom med fly. Så vi sad og lavede det der regnestykke og kom med vores argumenter – og endte med at få kølerummet.”

En stor udfordring at skaffe personale

Når Inge i løbet af årene har talt med andre, der har overvejet at komme til Grønland for at arbejde, har et af hendes salgsargumenter netop været, at man kan få lov til det meste.

”Hvis du har idéerne og kan drive det, så kan du reelt få lov til alt,” siger Inge.

Trods de mange muligheder i Grønland har det dog været utrolig svært at skaffe personale til landsapoteket.

”Det har helt klart været det sværeste ved jobbet,” fortæller Inge.

Inge har i alle årene kæmpet med at finde folk til de ledige stillinger, og i perioder har det ikke gjort det lettere, at der er blevet skrevet så meget negativt om Grønland.

Ifølge Inge er der også sket en ændring hos de yngre generationer.

Der er ikke lige så stor nysgerrighed på at komme ud i verden, men mere et fokus på at tage de rigtige skridt op ad karrierestigen, vurderer Inge.

Men hvis man spørger den tidligere landsapoteker, må man gerne være lidt modig – og det skader i øvrigt ikke ens karriere med en tid i Grønland.

”Man kan ikke komme hjem og sige, at man har været afdelingsleder eller sektionsleder, for vi har en flad organisationsstruktur i Grønland. Men man kommer hjem med en masse, måske lidt udefinerlig erfaring, og man har i den grad lært at tage ansvar, som mange arbejdsgivere vil sætte pris på.”

Mange kan måske også frygte, at det bliver ensomt at bosætte sig i et helt nyt land. Men den frygt kan man godt parkere, lyder det fra Inge.

Der er 10-12 ansatte på landsapoteket, og det er en lille familie, fortæller hun.

”Folk er enormt gode til at passe på hinanden. Hvis man fornemmer, at nogle er lidt ensomme, tager man sammen en tur på fjeldet, går i biografen eller drikker en fredagsøl. Der er en stor tryghed og et godt fællesskab,” siger Inge.

”Det har været magisk”

De mange år i Grønland har været noget af et eventyr for Inge og Jørn. I deres fritid har de vandret, gået på jagt og taget på månedlange kajakture, og i Aasiaat havde de eget hundespand – og de har mødt ulve, isbjørne, moskusokser og hvalrosser.

”Jeg har aldrig forestillet mig, at mit arbejdsliv kunne blive sådan her. Det er jo en utrolig stor gave.”

Det var derfor også en stor – og svær – beslutning, da parret valgte at rejse tilbage til Danmark for tre år siden.

Beslutningen blev hjulpet lidt på vej af, at Inge var med til at finde sin afløser til jobbet som landsapoteker.

Tina Holst Nielsen, der i dag er landsapoteker, havde i flere år rejst med Læge Uden Grænser, men hun havde også arbejdet på landsapoteket i en periode og kendte derfor til arbejdet i Grønland.

”Jeg kunne ikke forestille mig at skulle overlade det hele til en udefra, men Tina vidste, hvad det handlede om,” siger Inge.

”Tina bygger nu videre på det fundament, jeg var med til at skabe, og hun er godt i gang med at tage det hele videre og lægge nye lag på.”

Inge og Jørn er i dag glade for at være tættere på børnebørn, venner og familie, men savnet til landet mod nord fylder hver dag.

Hele den usikre situation omkring Grønland, som i øjeblikket fylder meget både herhjemme og i Grønland, påvirker naturligt også parret meget.

”Jeg har det faktisk sådan, at jeg næsten ikke kan læse aviser. Jeg er så berørt af det,” siger Inge.

Det er svært at forestille sig, hvordan det hele ender, og i øjeblikket er savnet til de mange tætte venner, som stadig bor ”hjemme” i Aasiaat og Nuuk, ekstra stort.

Men når følelser er store, er det jo – heldigvis – også et tegn på, at noget virkelig har haft stor betydning.

Og det har Inge og Jørns tid i Grønland.

”Jeg har aldrig forestillet mig, at mit arbejdsliv kunne blive sådan her. Det er jo en utrolig stor gave,” siger Inge.

Det lyder som et ret magisk liv, I har haft?

”Ja, det har været magisk. Og jeg er så glad for det liv, jeg har haft.”