Kunsten at tale om det utalelige

Da Landsforeningen Liv & Død i 2022 lavede en undersøgelse om danskernes forhold til døden viste den, måske ikke så overraskende, at vi synes, det er svært at tale om den, det er ubehageligt at tænke på den, og vi er bange for den.

Samtidig giver fire ud af fem danskere udtryk for, at det er vigtigt at tale om den. Vi vil altså gerne, men vi føler os kejtede og akavede.

Christian Busch har i sit arbejde gennem 33 år som præst på Rigshospitalet gang på gang oplevet, hvordan vi kan være helt uden sprog for døden.

”Særligt i de lidt mere distante relationer, fx på en arbejdsplads, bliver vi mange gange, ud af ren og skær angst for at komme til at sige noget forkert, håndsky overfor hinanden."

"Uanset om døden banker på i form af en kollega, der har fået en livstruende diagnose, har mistet et nært familiemedlem, eller midt i den travle hverdag er gået pludseligt bort, så tænker vi meget over, hvad der er det rigtige at sige. ’Er det nu mig, der skal tage fat på at spørge ind, eller har min sørgende kollega mere brug for at gå med det selv?’"

"Jeg tænker, at man normalt ikke kan gøre en sørgende mere ked af det, end vedkommende er i forvejen. Alligevel er det en velplaceret tvivl, når vi bliver usikre. For det er vidt forskelligt, hvad mennesker har brug for midt i en stor krise.”

Kast en redningsplanke ud

Nogle har brug for, at man adresserer deres sorg direkte, mens andre netop kan have behov for at aflede sig selv fra sorgen, når de er på arbejde, pointerer Christian Busch.

”Det kan man aldrig vide på et andet menneskes vegne. Men man kan jo benytte sin uvidenhed kreativt ved at spørge med en dobbelthed: ’Jeg ved, at nogle kan have brug for at tale om sorgen, mens andre slet ikke har det behov. Hvad med dig, har du brug for, at vi taler om det?’"

"Man stiller et spørgsmål og kaster samtidig en redningsplanke ud, som den anden kan gribe. ’Nej, jeg har ikke brug for at tale om det lige nu’, kan den, der står midt i en krise, vælge at sige. ’Når jeg går på arbejde, har jeg brug for at tænke på noget andet. Men det er pænt af dig, du spørger’."

"Så har man været inde og markere, at ’jeg har set dig’.”

"Så har man været inde og markere, at ’jeg har set dig, jeg tænker på, hvad du går igennem, og for mig er det ikke et tabu, at vi kan tale om det’.”

’Kan du sove om natten?’

Det kan også være fint at stille den slags mere direkte omsorgsfulde spørgsmål, hvis man fornemmer, at det kunne være befriende, mener Christian Busch.

”Skal jeg komme forbi på tirsdag med noget aftensmad hjemme hos dig? Det er jo ikke altid, at det er kollegaernes opgave at gå så tæt på, men omvendt er det ikke noget særsyn, at ens nærmeste faktisk er kollegaerne eller vennerne fra håndboldholdet."

"Kernefamilierne og de biologiske fællesskaber har fået lidt mindre vægt, mens de fællesskaber, som vi selv vælger, har fået mere betydning.”

Klassikeren, som man helst skal undgå, er denne: ’Du må sige til, hvis du har brug for noget’. Det er den udvej, vi ofte benytter os af, som kan være en rigtig dårlig idé, understreger Christian Busch.

”Man pålægger den sørgende, der højst sandsynligvis ikke har overskud til at ’sige til’, den opgave at være den udfarende samtidig med, at man selv kan gå videre med god samvittighed. ’Jamen jeg sagde jo, at du bare skulle ringe’. Det bliver oplevet som en afstandtagen og et svigt. Det er os andre, der må banke på.”

Når vi mister kontrollen

2010’erne var sorgens årti i den forstand, at der var en hel stribe af danskere, som mistede én helt tæt på, der skrev en bog om det, fortæller Christian Busch.

”Nogle af forfatterne lagde ikke fingrene imellem, når de beskrev, hvor inkompetente danskere kan være, når vi omgås mennesker, der bærer på en stor sorg. Der kan utvivlsomt være noget om det, men jeg tror faktisk, at den bølge skubbede lidt til kulturen. Vi er blevet lidt bedre. Både til at tale om vores egen sorg og til at forholde os til andres."

"Tidligere var det sådan, at hvis vi lod være med at tale om det, der har med døden at gøre, så fandtes den ikke. Det kan godt være, vi stadig bliver forlegne og ikke rigtig ved, hvad vi skal sige til hinanden, men i dag ved de fleste godt, at vi må se at komme ud af busken, se hinanden i øjnene og tage fat på de svære ting sammen.”

Når det stadig er svært for os at tale om døden, hænger det også sammen med vores egen angst for den, mener Christian Busch.

”Min definition på angst er, at den er ’det mentalt sunde menneskes reaktion på at miste kontrollen’."

"I dag ved de fleste godt, at vi må se at komme ud af busken, se hinanden i øjnene og tage fat på de svære ting sammen."

"Hvis man kan miste en kollega eller et familiemedlem, når man mindst venter det, så kan det også ske for mig. Det skaber et ubehag at blive mindet om sin angst, og jo mere kontrolleret, man har for vane at være, jo mere forlegen kan man blive ved mødet med noget, man ikke selv kan kontrollere."

"Så er det, at man kan se mennesker flygte over på den anden side af gaden fremfor at skulle passere den, der er i sorg. Der findes også eksempler på, at en sørgende sidder alene i frokostpausen ved bordet i kantinen, fordi kollegaerne synes, sorgen er for svær at forholde sig til.”

Vores forhold til døden vil bevæge sig i retning af mere naturlighed og større åbenhed med de nye generationer, vurderer Christian Busch.

”Især ældre mænd kan have så svært ved at tale om følelser, at man nok må forvente, at de aldrig lærer det."

"Men der finder et stort skift sted nu. Når jeg har talt med forældre til syge børn på Rigshospitalet, har jeg været meget imponeret over i hvor høj grad, de har et sprog for deres sorg. Og mændene har et lige så udviklet sprog som kvinderne,” siger Christian Busch.

Vi vender tilbage til ritualerne

”Vær varsom med at se for lyst på venners sorg og modgang. Undgå at sige ting som ”Aa, du skal se, det klarer sig nok” i en munter tone, da det ikke nødvendigvis trøster.”

”Gå i sorg, især i den første tid efter et dødsfald, selv hvis den afdøde ikke stod dig nær. Spar ikke på sørgefloret, og undgå at vise dig i lystige selskaber.”

Det var i 1918, at Emma Gad i Takt og Tone præcist udstak retningslinjerne, ikke blot for hvordan man lægger bestikket til en treretters menu, men også for hvordan, vi skal opføre os, når nogen dør.

Præcis 50 år senere, da ungdomsoprøret brød igennem i 1968, forkastede man alle disse gamle stive former, pointerer Christian Busch.

”Det var der jo nok en mening med, men det har haft den konsekvens, at vi i dag står helt nøgne og uden ritualer, når døden rammer."

"Døden smutter mellem fingeren på os, for den er ’en andenhånds ikke-erfaring’. Vi kan kun tale indirekte om den, for ingen, der er i live, har prøvet at dø. Derfor har vi et behov for at placere den et sted. Der var en grund til, at man gik med et sorg-bind i gamle dage, og der er mange, som savner den tydelighed i dag."

"Jeg tror, vi kommer ind i en periode, hvor vi vender tilbage til ritualerne,” siger Christian Busch.