Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Tue Askaa og Stine Feldinger Vittov
Generationsledelse

Stine fra generation Z: ”Min generation gider ikke blive på en dårlig arbejdsplads”

Hvad forventer generation Z af en arbejdsplads? Og hvordan leder man bedst på tværs af generationer? Apoteker Tue Askaa og farmaceut Stine Feldinger Vittov deler deres tanker om moderne ledelse og forskellen mellem unge og erfarne medarbejdere.

Af: Jette Sandbæk, freelancejournalist
FOTO: Camilla Schiøler, freelancefotograf

Tue Askaa har i sine 15 år som apoteker og leder altid været bevidst om, at medarbejdere har forskellige behov og livssituationer.

”Vi har forskellige livsfaser, og det må arbejdspladsen tilpasse sig. Har du små børn, kan du ikke arbejde til kl. 18 hver dag, for så er daginstitutionerne lukket, når du får fri,” siger Tue Askaa, der ejer Øresunds Apotek, Østerbro Apotek, Apoteket Trianglen og Waterfront Apotek.

På det seneste er Tue Askaa også blevet mere opmærksom på generationsledelse.

Han ser ikke generationsledelse som en erstatning for sin grundlæggende tilgang, der altid har handlet om individuel ledelse – men som et ekstra redskab til at forstå og tilpasse sig den enkelte medarbejder.

”Vi har fået flere unge medarbejdere, som har andre forventninger og behov end de ældre generationer. Derfor har vi øget vores fokus på generationsledelse,” siger Tue Askaa.

For ham handler generationsledelse om at balancere de individuelle behov med en forståelse for de tendenser, der præger forskellige generationer.

”Vi har forskellige livsfaser, og det må arbejdspladsen tilpasse sig."

”For mig er det naturligt at have en ledelsesstil, der tager udgangspunkt i den enkelte medarbejder. Det har jeg altid gjort, men nu er jeg også blevet mere opmærksom på, at der er forskelle generationerne imellem. Derfor har min koncernsouschef Jesper (Michelsen, red.) og jeg også været på kursus i generationsledelse."

"Jeg vil dog understrege, at vi har mange ansatte fra den unge generation, altså generation Z, og de er naturligvis ikke ens. Derfor kan man heller ikke bare putte dem ned i en kasse og sige, at de bare skal gøre sådan her,” siger Tue Askaa.

”Jeg vil gerne udfordres”

Stine Feldinger Vittov er farmaceut, 27 år og tilhører generation Z. Hun har i godt et halvt år været ansat på Tue Askaas apoteker, og hun har høje forventninger til sin arbejdsplads.

Det skal være et sted, hun kan udvikle sig, blive klogere og dygtigere – og ikke mindst skal hendes arbejde være meningsfyldt.

”Jeg vil gerne udfordres på mit job. Jeg tror, at det er meget klassisk for min generation. Mit job skal være spændende og varieret, så jeg udvikler mig,” siger Stine Feldinger Vittov.

”Min generation er heller ikke bange for at sige højt, hvis vi har brug for noget anderledes eller noget mere i vores job. Tue er heldigvis god til at gribe det, når jeg kommer med et ønske,” siger Stine Feldinger Vittov. Hun kigger på Tue Askaa og fortsætter:

”Du støtter mine ønsker om at prøve noget nyt, så længe jeg selv er primus motor på at få det til at ske. Personligt er jeg ikke bange for at bede om det, hvis der er noget, jeg drømmer om, og så er det jo rart, at jeg har en leder, der gerne vil støtte mig."

"Jeg er f.eks. med i en faglig gruppe med nye farmaceuter, og vi har talt om, at det kunne være fedt at tage på en weekendtur, hvor vi kan lægge en plan for, hvordan vi skal udvikle vores nyopstartede gruppe. Da jeg fremlagde idéen for Tue, var han helt med på den,” fortæller Stine Feldinger Vittov.

Tue Askaa er begejstret for medarbejdere, der selv tager initiativ.

”Jeg motiveres ikke af at trække folk – men hvis de selv vil noget, bakker jeg dem fuldt op. Hvis en medarbejder har en drøm, vil jeg gerne være den, der sparrer og hjælper med at finde muligheder for udvikling."

"Jeg tror heller ikke, at Stine og jeg var kommet så godt ud af det sammen, hvis jeg hele tiden skulle komme og sige til Stine: ’Var det her ikke noget for dig?’ Det er meget bedre, at Stine selv siger, hvad hun kunne tænke sig,” siger Tue Askaa.

Anerkender forskelle

Kurset i generationsledelse har skærpet Tue Askaas opmærksomhed på, at medarbejdere er forskellige.

”Tidligere på et apotek blev medarbejderne nok mere opdelt i faste roller: Farmakonomer arbejdede på én måde, og farmaceuter på en anden. I dag anerkender vi i højere grad, at vi ikke er ens. Vi har forskellige roller, forventninger og måder at agere på en arbejdsplads. Og det skal der være plads til,” siger Tue Askaa.

”Jeg kan ikke putte en på 27 år i samme bås som en på 47 år. De har forskellige erfaringer og baggrunde, og det ville hverken være en succes for den 27-årige eller den 47-årige, hvis jeg ikke anerkendte det,” siger Tue Askaa.

Generationsledelse

Generationsledelse har fokus på, at forskellige generationer har forskellige erfaringer, værdier, forventninger til arbejdspladsen og til dig som leder.

Generationernes kendetegn:

  • Babyboomere (1946-1966): Vant til hierarkier og at arbejde sig opad.

  • Generation X (1967-1979): Resultatorienteret. Motiveres af løn og forfremmelse.

  • Millennials (1980-1995): Ønsker meningsfulde opgaver, fleksibilitet og udvikling.

  • Generation Z (1996-2011): Meningssøgende, efterspørger feedback og medindflydelse.

  • Generation Alpha (2012-2025): På vej ind på arbejdsmarkedet som fritidsjobbere.

Kilde: Ledelseskonsulent Karen Christina Spuur

Feedback som generationsudfordring

Et område, hvor der er stor forskel på generationerne, er deres forhold til feedback. De ældre generationer er typisk vant til, at ingen feedback er god feedback, mens de yngre generationer nærmest ikke kan få nok feedback.

”I min generation har vi ikke været vant til at give ros ofte, så jeg har måttet lære at give mere feedback. Men det skal ikke bare være sådan, at man hele tiden siger, at alt er godt, for så devaluerer man også feedbacken."

"Det er vigtigt at få den dimensioneret og vægtet rigtigt til den pågældende medarbejder. Og så er det vigtigt at komme med feedback i rette tid. Det er nok det, jeg synes er sværest ved generationsledelse,” siger Tue Askaa.

”I min generation har vi ikke været vant til at give ros ofte, så jeg har måttet lære at give mere feedback."

De yngre generationer forventer en løbende og hurtig respons.

”Hvis jeg roser en opgave, der blev løst for to måneder siden, vil en ældre medarbejder tage det fint – men en yngre medarbejder vil tænke: Hvorfor siger du det først nu?”, siger Tue Askaa.

Stine Feldinger Vittov anerkender Tue Askaas indsats for at give feedback, men tilføjer:

”Jeg kunne godt bruge endnu mere feedback.” Stine Feldinger Vittov griner.

”Jeg er personligt en type, der rigtig godt kan lide feedback. Især positiv feedback, men selvfølgelig er konstruktiv kritik også godt.”

Tue Askaa tilføjer, at de har fokus på, at alle bidrager med feedback.

”Det skal ikke kun være den store boss, der kommer og siger: ’Det var vel nok fint’. Stine kan også give mig feedback,” siger Tue Askaa.

Brug for alle generationer

For Tue Askaa handler generationsledelse ikke kun om at forstå forskelle – det handler om at skabe en arbejdsplads, hvor alle trives og udvikler sig.

”Vi har brug for alle generationer, for alle kan noget forskelligt. Det er blandt andet vigtigt, når det kommer til vores kunder, som jo også tilhører forskellige generationer. Hvis der kommer en kunde, der har brug for råd til amning, så vil de yngre medarbejdere kunne trække på de ældre medarbejdere, der måske har erfaring med amning,” siger Tue Askaa og tilføjer:

”Generation Z lærer dog hurtigt. Hvis de først én gang har hørt en kollega rådgive om et emne som amning, kan de ofte selv tage over næste gang, en kunde har brug for hjælp.”

Nærvær er vigtig for alle

Hvordan sikrer Tue Askaa rent lavpraktisk, at både unge og ældre medarbejdere trives på apotekerne? Apotekerens svar falder prompte:

”Ved at være nærværende. Både Jesper og jeg er med i den daglige drift og i det daglige arbejde. Der er ingen af os, der er for fine til at få handskerne af og lave noget. Hvis jeg bare stormede gennem apoteket og sagde godmorgen, så ville generation Z nok ikke være tilfreds."

"Jeg holder meget af at være på apoteket og være der sammen med mine kunder og kolleger, og det, synes jeg, er den bedste måde at mærke, om de trives på. Det er også nemmere for medarbejderne at gå til mig, når de kender mig, og der ikke er så stor afstand mellem os,” siger Tue Askaa.

”Jeg er personligt en type, der rigtig godt kan lide feedback. Især positiv feedback, men selvfølgelig er konstruktiv kritik også godt.”

Stine Feldinger Vittov nikker. Hun er enig i, at det gør en forskel for trivslen, at hendes ledere også står i skranken og ekspederer kunder. Både fordi hun lærer meget af at lytte til hans ekspeditioner, og fordi afstanden mellem chef og medarbejder bliver mindre.

”Jeg føler mig mere tryg ved Tue, fordi han også nogle gange ekspederer kunder. Og det er vigtigt for mig, at jeg har et godt forhold til min leder, så jeg altid er tryg ved at tale åbent med ham om både drømme og udfordringer. Vi får taget snakkene løbende i stedet for, at det bygger sig op til større problemer,” siger Stine Feldinger Vittov.

Det vigtigste råd: Kom i gang

Hvis Tue Askaa skulle give et godt råd til andre ledere, der overvejer at kaste sig ud i generationsledelse, er det simpelt: Kom i gang.

”Det har altid været god ledelse at tage ledelse seriøst. Uanset om det er generationsledelse eller ej. Og jeg vil også anbefale, at man får hjælp – ligesom mig og Jesper, der har været på kursus i generationsledelse,” siger han.

For ham er der ingen tvivl om, at det gør en forskel for hele virksomheden, når medarbejderne trives.

”Glade medarbejdere har færre konfrontationer med kunderne. Hvis man selv er positiv og glad, smitter det. Det er vigtigt, at vi har overskud til at tage hånd om de kunder, der har behov for hjælp,” siger han.

For Stine Feldinger Vittov handler trivsel også om at have et job, der giver mening.

”Det er nok også typisk for min generation. Vi gider ikke blive på en dårlig arbejdsplads,” siger hun.

Tue Askaa nikker. Han er enig i, at god ledelse ikke kun handler om at tiltrække dygtige medarbejdere – men også om at fastholde dem.

”Nu har vi ikke haft generelle problemer med høj medarbejderomsætning på mine apoteker, men det er klart, at det er en fordel, hvis man kan fastholde sine medarbejdere. Det tager et års tid, inden en ny medarbejder er helt inde i alle arbejdsgangene,” siger han.