Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Peter Dalby, Dansk Erhverv, Medicoindustrien/Thomas Sjørup og LIF
STATUS PÅ LIFE SCIENCE-BRANCHEN

Hvad gør vi for at sikre nok dygtige folk til den danske life science-industri?

Hvordan sikrer vi, at Danmark også i fremtiden er blandt verdens førende life science-nationer? Vi har spurgt fire nøglepersoner fra branchen. Her svarer de på, hvad vi bør gøre for at sikre, at vi har de rette kompetencer i industrien.

Af: Maria Trustrup, journalist, og Jonas Skov Korsgaard, politisk konsulent
FOTO: Mads Koch Hansen

Kernen i den danske life science-branches succes er dygtige medarbejdere, og i mange år har branchen haft en massiv medarbejdervækst.

Selvom det seneste år har været præget af store fyringsrunder – bl.a. den historiske runde hos Novo Nordisk – tyder alt på, at virksomhederne fremover fortsat skal kæmpe for at tiltrække dygtige hoveder med de rette kompetencer.

Konkurrencen om kvalificeret arbejdskraft fortsætter, og skarpe ansatte er helt afgørende for life science-branchens evne til at innovere og vækste.

Der er mange steder at sætte ind – uddanne flere med de kompetencer, som efterspørges, sikre at Danmark er et attraktivt land for internationale talenter samt generelt at skabe bæredygtige og moderne arbejdspladser, som tiltrækker og fastholder dygtige medarbejdere.

Og ikke mindst vedvarende fokus på efter- og videreuddannelse, så vi vedligeholder og udvikler de kompetencer, vi har.

Mads Koch Hansen, adm. direktør i Medicoindustrien:

”Hver tredje medarbejder i dansk life science arbejder med medicinsk udstyr. Adgangen til dygtige medarbejdere er derfor helt afgørende for medicobranchens fortsatte vækst. Men det handler ikke kun om at uddanne flere – vi skal også sikre, at kompetencerne følger med den virkelighed, virksomhederne bevæger sig ind i.”

”AI, digitalisering, bæredygtighed og stadig mere kompleks regulering ændrer allerede måden, medicinsk udstyr udvikles, dokumenteres og produceres på. Derfor skal de områder fylde langt mere i relevante tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser.”

”Samtidig skal vi fastholde den dybe faglige specialisering, styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder samt gøre Danmark attraktivt for internationale specialister.”

”Hvis vi vil fastholde medicinsk udstyr som en dansk styrkeposition, er dygtige medarbejdere derfor en helt central del af løsningen. Derfor skal vi både vinde kampen om talenterne og sikre, at de har de kompetencer, fremtidens branche efterspørger.”

Lars Fruergaard Jørgensen, formand, Healthcare Denmark:

”Vi taler ofte om talent som noget, vi skal tiltrække. Jeg synes, vi skal være mindst lige så optagede af, hvad der får mennesker til at udvikle sig og blive.”

”Dygtige mennesker vil gerne bruge deres faglighed til noget, der betyder noget. I life science har vi et stærkt udgangspunkt, fordi arbejdet i sidste ende handler om at gøre en forskel for patienter. Men det formål skal også kunne mærkes i hverdagen. Man skal have ansvar, mulighed for at lære og kolleger, der udfordrer en.”

”Derfor er opgaven bredere end at uddanne og rekruttere flere. Vi skal skabe bedre muligheder for at bevæge sig mellem universiteter, virksomheder og sundhedsvæsen. Det giver både nye kompetencer og forståelse for, hvad der skal til, før en god idé virker i praksis.”

”Og når vi inviterer internationale talenter hertil, skal vi huske, at de ikke kun vælger en arbejdsplads. De vælger også et sted at leve, ofte med en familie. Begge dele skal fungere, hvis relationen skal holde.”

Thomas Senderovitz, adm. direktør, LIF

”Vi skal investere i uddannelserne. Lægemiddelindustrien er en global branche – hvis kompetencerne ikke er i Danmark, flytter investeringerne. Vi skal også kunne tiltrække talent udefra, men det forudsætter også, at vi er dygtige, for talent tiltrækker talent.”

”Vi har et meget fragmenteret uddannelseslandskab i Danmark, når det kommer til det offentlige uddannelsessystem. Hver især er der tale om gode uddannelser, men der er behov for at konsultere fagmiljøerne og skabe større koordinering og samarbejde.”

”Skridtet videre kunne være en opbygning af et life science-uddannelsescenter, som understøtter, at virksomhederne kan rekruttere de medarbejdere, de har brug for i Danmark. I Irland har man således skabt et nationalt uddannelsescenter, Nibert, der understøtter life science-produktion. Det kunne vi godt lade os inspirere af i Danmark.”

Katrina Feilberg Schouenborg, branchedirektør Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv:

”Danmarks vigtigste råstof er talent. Derfor skal vi uddanne flere, løfte kompetencerne og gøre det lettere at tiltrække internationale specialister.”

”I fremtidens life science-konkurrence bliver adgangen til de rette medarbejdere lige så vigtig som adgang til kapital. Derfor skal vi investere mere målrettet i STEM-uddannelser, efteruddannelse og internationale talentordninger.”

Status på life science-branchen

Hvordan står det til i den danske life science-branche? 

Vi har bedt fire nøglepersoner fra branchen om at tage stilling til fire af de største udfordringer lige nu.

I denne artikel dykker vi ned i ét af teamerne: dygtige medarbejdere.

Tryk på linket, hvis du gerne vil læse nøglepersonernes svar på de andre udfordringer.