Fra brygger til biotek

10.10.2023

PODCAST Torsten Steenholt er Executive Vice President for Global Operations i Chr. Hansen. Han har arbejdet mange år som leder både i Danmark og i udlandet. Energiledelse, reverse mentoring og at skabe de rette teams omkring sig er nogle af de parametre, som optager Torsten som leder. 

Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto Andreas Thilqvist

Færdig som farmaceut stod Torsten Steenholt ved en skillevej. Skulle han gå forskningens vej, eller skulle det i stedet være bryggervejen?
Han valgte det sidste og tilbragte 15 år hos Carlsberg i mange forskellige stillinger og lande. 

Netop det internationale har fulgt hans karriere og påvirket hans ledelsesstil. Han har både arbejdet i England, Portugal og Danmark.

De forskellige kulturer udfordrer ledelsesstilen på en særlig måde, for hvor man i Danmark bruger ironi, humor og uformel ledelse, så er det anderledes andre steder:

”Det er enormt nyttigt at have været ude og opleve og forstå andre kulturer og mennesker, især hvis man skal lede i en global kontekst.”

Ledelse fra en ung alder 
Han har fordelt sin karriere på Carlsberg og Chr. Hansen, hvor han har haft 16 forskellige stillinger. De mest definerende år i hans ledelseskarriere var fire år i England, da han var i starten af trediverne.

”Det har virkelig formet mig. Jeg kunne jo den faglige del af mange af tingene, men på ledelsesdelen var jeg virkelig ude at svømme fra starten af. Så der var rigtig, rigtig mange ting, jeg ret hurtigt skulle lære.” 

Torsten bruger også oplevelserne i England til gavn for unge aspirerende ledere: 

”En gang imellem kommer jeg til at tænke; ’ej, det kan hun eller han da ikke, for det har vedkommende jo slet ikke prøvet før’. Så spoler jeg lige tiden tilbage og tænker på den chance, jeg selv fik, da jeg var helt ung og uprøvet, så måske skulle jeg lige give vedkommende en chance.” 

De rette teams
Han lægger meget vægt på at skabe de rette teams omkring sig. 

”Jeg tror, jeg ret tidligt har fundet min egen personlige formel for, hvordan man bygger gode teams omkring sig, og hvad de betyder for den store organisation, man er en del af. For arbejdsglæde, motivation, performance, udvikling, fremadrettet drift og for en helt masse ting. Så den del af ledelse har jeg brugt mange kræfter på at dygtiggøre mig i.”

Altid i gang med at lære nyt
Torsten Steenholts mantra er, at man hele tiden skal forsøge at udvikle sig. 

”Du bliver nødt til at kende mennesketyper ret godt for at være en god leder, vil jeg sige. Derfor bliver du også nødt til at interessere dig for menneskers adfærd, og hvad der motiverer folk. Du bliver nødt til at være nysgerrig – også på ting, du ikke ved noget om.”

En af de nye ting, Torsten udforsker for tiden er reverse mentoring: 

”Jeg synes, emnet er enormt spændende. Jeg har en reverse mentor, som er mere end 20 år yngre end mig. Hun går op i nogle helt andre ting, har nogle andre værdier og nogle andre kompetencer end mine.” 

Torsten gør, hvad han kan for at udfordre sine egne bias:

"Det er sundt at blive udfordret, for hvis ikke jeg forstår en person som hende, hvordan skulle jeg så vide, hvad der er driver for de 500 personer, som er på vej ind i vores virksomhed over de næste par år?”

Løb og energiledelse
Når han selv skal tanke mental energi op, løber han en tur. Det gør han ofte. Faktisk har han samlet løbet jorden rundt halvanden gang. 

I dag løber han de fleste af sine ture sammen med andre, som han har det sjovt med, og netop energiledelse optager ham en del: 

”Det handler om at få sagt til sine medarbejdere og ledere i gruppen; ’prøv at finde jeres energirum, for vi skal stå stærkt, og vi skal lede nogle mennesker, som vi skal være taknemmelige for, faktisk kommer på det her arbejde og laver det, de skal lave.”

Du kan høre mere om Torsten Steenholts tanker om ledelse og karriere – og hvad han synes om Pharmadanmarks jubilæumsøl, som han smagstester og vurderer – i podcastafsnittet, som kan findes på Spotify.    

Læs det samlede Pharma her