”Kedeligt, hvis vi allesammen er ens”
Simon Rueskov Schleicher har en Aspergers-diagnose, som gjorde det svært for ham at få fodfæste på arbejds-markedet. Men gennem Project Opportunity udnytter han nu sine evner som Data Scientist hos Novo Nordisk. Mennesker har forskellige kompetencer, og de skal udnyttes bedst muligt, mener han.
Af Christian K. Thorsted / Foto: Camilla Schiøler
Pharma 02/2024 - Tema: Neurodivergens
Med en Aspergers-diagnose var Simon Rueskov Schleichers møde med arbejdsmarkedet – trods hans universitetsuddannelse i datalogi – belagt med forhindringer.
Men efter at han i 2022 gennem Project Opportunity startede i en midlertidig stilling som Data Scientist hos Novo Nordisk i Målev, blev stillingen i januar i år til en fastansættelse.
”Jeg er landet et sted, hvor jeg da godt kan se mig være resten af mit arbejdsliv. Jeg løser nogle opgaver, som jeg er god til at løse, og som der ikke er andre til at løse – og jeg trives godt her,” siger Simon.
Hans Aspergers-diagnose betyder blandt andet, at han ikke fungerer så godt socialt som de fleste andre.
”Jeg har brug for, at det er noget konkret og specifikt, vi er sammen om, og det er ikke sådan, at jeg har meget nære venner – men jeg har min familie. Og så har jeg også en masse fritidsinteresser. I de sammenhænge har jeg det fint.”
En af hans store interesser er såkaldt sports stacking på eliteplan, som han blandt andet har deltaget i verdensmesterskaber i. Han har også startet to klubber i henholdsvis København og Solrød. Sporten handler om at stable kopper i mønstre på tid.
”Allerede som barn var jeg fascineret af, hvor hurtigt det kan gøres, og den koncentration der kræves for at blive blandt de bedste. Men for mig er det også i høj grad det sociale i sporten, for der er et godt sammenhold, og vi er gode til at give hinanden en ’high five’ ovenpå et godt resultat Jeg kan også nørde i tider og udvikle systemer, for der er rigtig meget statistik inden for sports stacking.”
Han har også en anden hobby, som tager meget tid, nemlig geocaching. Der er en slags moderne skatjagt, hvor man ved hjælp af en GPS-modtager eller en smartphone finder geocacher, som er ’skatte’, der er placeret over hele verden. Sådan én finder han hver dag, og derudover elsker han at rejse.
”Så der går en del tid med fritidsinteresser og frivilligt arbejde inden for fritidsinteresser, så derfor arbejder jeg kun 30 timer om ugen i Novo Nordisk – egentlig ville jeg nok helst have haft 25 timer om ugen, men Novo Nordisk har lettere ved at bruge mig, når jeg har 30 timer, så det sagde jeg ja til.”
Nævn ikke din diagnose
I skolen og gymnasiet udmærkede Simon sig særligt inden for matematik og programmering.
”Min matematiklærer sagde, at han altid vidste, at han kunne spørge mig i klassen, fordi jeg altid var forberedt, men sandheden var, at jeg aldrig nogensinde var forberedt i matematik – jeg kunne det bare.”
Mellem gymnasiet og universitetet havde han et år, hvor han arbejdede i en SFO.
”Jeg er ofte ikke så god til at fungere sammen med jævnaldrende, men jeg har altid været god til børn og til at lave aktiviteter med dem, ” fortæller han.
Herefter startede han på universitetet, hvor han indledningsvist delte studiet mellem matematik og datalogi. Men efter det første år kunne han se, at datalogi-fagene var sjovere, og han fik bedre karakterer dér. Så efter et år skiftede han helt til datalogi.
Mens han gik på universitetet, boede han på et særligt kollegie for studerende med autisme.
”Det var lidt svært at finde et job efter universitetet, og jeg tænker da nok, at det hang sammen med min diagnose. Jeg nåede frem til, at jeg til jobsamtaler nok skulle lade være med at sige noget om det.”
Forud for Project Opportunity i Novo Nordisk havde han to forskellige jobs, der begge ikke gik ud over den tre måneders prøveperiode.
”I det første job synes jeg ikke, at jeg blev behandlet særlig godt. Jeg bad flere gange om at få noget hjælp og feedback til at komme ind i jobbet, men de blev bare ved med at sige, at alt var fint. Og så blev jeg bare senere kaldt ind til et møde og fik at vide, at jeg ikke skulle arbejde der mere. Den syntes jeg var hård,” fortæller Simon og fortsætter:
”I det andet job følte jeg mig faktisk godt behandlet, men problemet var, at min uddannelse var meget teoretisk, og jeg manglede en del praktisk viden. Det var en lille IT-afdeling med kun én anden person foruden mig, så der var ikke tid og overskud til rigtigt at få mig til at fungere i jobbet. Det var sådan set fair nok, at matchet ikke var det rigtige.”
Jobbet tilpasses mennesket
Vendepunktet kom, da Simon kom ind på et 12 ugers forløb hos Specialisterne, der har som mål at bygge den bro, der forbinder talenter med behovet for kvalificeret arbejdskraft.
Et forløb hos Specialisterne kan munde ud i et job hos firmaet, men for Simon blev det starten på et forløb i Project Opportunity. Målet med projektet er at inkludere mennesker med autisme i medarbejderstaben.
Der var fire stillinger på det næste forløb og 12 ansøgere. Simon blev udvalgt til en af stillingerne.
”Det gode ved Project Opportunity er, at startpunktet i normale job er, at der er nogle konkrete opgaver, der skal løses af en medarbejder. Og det kan lidt være en hindring, når man har en diagnose. I Project Opportunity er startpunktet, at her er der nogle folk med diagnoser, og så prøver man at finde ud af, hvor kan de passe ind. På den måde har man vendt det lidt rundt, og det gør det lettere for sådan én som mig.”
I Simons tilfælde nåede man i fællesskab frem til, at han skulle arbejde i en afdeling med tre teams, hvor han som den eneste data scientist arbejder sammen med en stor gruppe kemikere og laboranter.
Han er organisatorisk tilknyttet ét team, men arbejder for alle tre teams, alt efter hvem der har opgaver til ham.
”Jeg har blandt andet lavet et program, som giver et bedre overblik over den data, som genereres i laboratorierne, og jeg har også arbejdet med et program, som øger automatiseringen af dataen. De opgaver, jeg får, er der kommet noget godt ud af," siger han og fortsætter:
"Som det er nu, løser jeg de opgaver, de kommer med, men jeg har talt med min mentor i afdelingen om, at jeg skal lære mere om, hvad de rent faktisk beskæftiger sig med, for så vil jeg også få nemmere ved selv at foreslå nogle ting, jeg vil kunne hjælpe med.”
’Jeg er bare mig”
Simon er meget glad for, at han med Projekt Opportunity nu har fået et job, som han både selv trives med, og som også giver mening for Novo Nordisk.
”Jeg tænker jo ikke så meget over min diagnose, Altså, jeg ved jo bare, at jeg er mig. Men helt generelt, så synes jeg, det ville være kedeligt, hvis vi allesammen var ens. Så jeg synes, det er godt, at der findes en masse forskellige mennesker med forskellige kompetencer. Så er det bare lige om at få det udnyttet på den rigtige måde.”
Læs de øvrige artikler i temaet Neurodivergens:
