”Det har forandret mit liv fuldstændigt”
Få måneder fra at ende på kontanthjælp kom biolog Lasse Kjems ind i et særligt jobprogram for personer med autisme. Det førte til et job hos Novo Nordisk, og om lidt har han 12 års jubilæum på sitet i Måløv, hvor han laver QC og forskellige administrative opgaver.
Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto: Camilla Schiøler
Pharma 02/2024 - Tema: Neurodivergens
Han har ofte følt sig lidt som ’Tyren Ferdinand’ – historien om den rolige tyr, der hellere vil dufte til blomster end at være med i tyrefægtning. En der var anderledes.
Men der skulle gå 28 år, fra Lasse Kjems blev født, til at han fik svar på, hvorfor han ikke er som de fleste.
”Jeg har altid følt mig anderledes og ikke som de andre. Jeg gik meget for mig selv,” husker Lasse Kjems om sin ungdomstid.
Han deltog ikke i sociale aktiviteter, men havde det bedst hjemme hos sin familie i trygge rammer.
”Jeg har aldrig haft lyst til at tage i byen, og jeg tog aldrig med til fester. Jeg gik hellere hjem til mine forældre, hvor der var fred og ro.”
Uddannet biolog
Han holder meget af at være ude i naturen og valgte at læse biologi på universitetet. I forbindelse med sit speciale tilbragte han med egne ord et halvt år på en mark i Jægerspris, hvor han målte fotosyntese og respiration.
”Det kunne jeg godt lide,” siger han med et skævt smil.
Opgaverne på universitetet klarede han meget alene, og i 2008 lige omkring finanskrisen blev han færdiguddannet.
Det var svært for mange nyuddannede at finde job i årerne efter finanskrisen, men for Lasse var det særligt svært.
Endelig en forklaring
Efter flere løntilskudsjob, som ikke gik tilfredsstillende for hverken Lasse eller arbejdsgiver, begyndte hans nærmeste familie sammen med Lasse at undersøge det nærmere.
”Det blev tydeligere og tydeligere, at der var noget, der gjorde, at jeg ikke kunne bestride et normalt arbejde. Der var nogle ting, jeg ikke kunne klare,” fortæller han og fortsætter:
”Både det sociale samspil, planlægning og tidsfornemmelse havde jeg svært ved. Men så var der andre ting, som jeg klarede rigtig fint. Jeg var for eksempel meget detaljeorienteret og struktureret.”
I 2010 i en alder af 28 fik han diagnosen Aspergers – det man i dag kalder for en autismespektrumforstyrrelse (ASF).
”Det var selvfølgelig utroligt hårdt at få en diagnose, men det var også meget befriende at vide, at jeg ikke var alene. Jeg fandt en forklaring på, hvorfor jeg er, som jeg er, og det har så kunnet bringe mig videre på min rejse,” fortæller han.
For autismediagnosen skulle blive vendepunktet for hans karriere.
Et opkald han aldrig glemmer
Lasse fortsatte sin søgen efter job, men efter næsten fire års arbejdsløshed - fik han med hjælp fra én af sine nærmeste familiemedlemmer endelig af kommunen bevilliget en arbejdsevneafklaring hos ’Specialisterne’.
Specialisterne er en socioøkonomisk virksomhed, som bygger bro mellem virksomheder og potentielle medarbejdere med autismespektrumforstyrrelse, og de samarbejder med Novo Nordisk om ’Project Opportunity’.
Project Opportunity skal åbne døren til arbejdsmarkedet, så den enkelte kandidat får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet.
Der er ingen jobgaranti forbundet med ansættelsen i projektet, men Lasse klarede det så godt, at han blev tilbudt en stilling. I første omgang for et år i et barselsvikariat, men senere blev han fastansat. Han glemmer aldrig det opkald.
”Jeg kan tydeligt huske, da min første chef på Novo Nordisk ringede og tilbød mig jobbet. Jeg kan stadig mærke følelsen og se situationen for mig. Det har forandret mit liv fuldstændigt.”
At være noget værd
I dag har han været ansat hos Novo Nordisk i Måløv i næsten 12 år. Han er ansat 30 timer om ugen, hvor han blandt andet laver QC på forsøgsrapporter og rådata samt løser administrative opgaver for forskellige afdelinger.
”Det er utroligt rart og befriende at arbejde på Novo Nordisk. At kunne gøre en forskel, føle at jeg er noget værd, og at jeg har noget at stå op til om morgenen. Og ikke mindst at være blevet selvforsørgende, som er meget vigtigt for mig,” fortæller Lasse.
Hans kompetencer er særligt at have øje for detaljer, at være god til at fejlfinde, at strukturere og systematisere, og så er han servicemindet og pligtopfyldende. Alle de kompetencer kommer i spil i hans arbejde.
”Jeg har lidt en blækspruttefunktion, og jeg kan godt lide at hjælpe andre. Samtidig kan jeg godt lide variationen i mit arbejde, jeg ville blive skør, hvis jeg skulle lave det samme hele tiden.”
Det sociale er vigtigt, men svært
Da Lasse startede på Novo Nordisk, var hans chef mere inde over de ting, han skulle lave, og hjalp med at prioritere. I dag klarer han det meste selv.
”Nogle gange skriver mine kollegaer til min chef, men det er lettere bare at skrive til mig direkte og så hjælper jeg dem. Jeg er blevet bedre til at prioritere opgaverne. Nogle gange, når jeg går ude på gangen i bygningen, spørger folk, om jeg lige kan hjælpe dem. Det fungerer også rigtig godt, så det gør jeg en del.”
Men én af hans udfordringer er, at han har svært ved at stoppe med en opgave, før den er færdig, og så kan han være for tidsoptimistisk. Den kombination kan godt skabe nogle lange dage for ham.
Lasse holder meget af at komme fysisk på arbejde og mødes med sine kollegaer. Han spiser som regel i kantinen sammen med andre, for det kan han godt lide.
Derfor har han også for nylig tilmeldt sig et netværk for ansatte i Novo Nordisk, ’Novo Nations’, hvor man kan mødes med kollegaer med forskellige nationaliteter.
Men selvom han holder af det sociale, er det også her, han oftest føler sig på udebane.
”Jeg har svært ved at aflæse kropssprog, og hvis jeg er sammen med mange mennesker, kan jeg godt føle mig som en hund i et spil kegler. Det der med at skulle hilse på alle til en sammenkomst, er jeg heller ikke så vild med – så er det bedre at komme som en af de første,” smiler han.
Som en del af Project Opportunity får man tildelt en mentor i starten. Det har Lasse valgt at holde fast i.
”Jeg har haft mentor fra første dag herude. Behovet er blevet mindre med tiden, men vi taler sammen cirka en gang på måneden. Hvis der er noget, der går mig på, kan vi tale om det. Vi kan vende stort set alt. Det er rart at have en at tale med, som ikke er min chef,” forklarer han.
Nemmere at være åben
Over årerne er det blevet lettere for ham at forholde sig til sin diagnose og tale om de ulemper og fordele, den giver ham.
”Efterhånden tænker jeg, at det at have Aspergers er noget at være stolt over, og jeg har også erfaret, at jo mere man taler åbent om det, jo mere forståelse er der. Det der med at holde det hemmeligt er ikke godt, så tænker folk bare deres. Selvfølgelig kræver det nogle gange noget forklaring, så fortæller jeg, hvilke begrænsninger jeg har.”
For Lasse var det et stort skridt at skulle gå fra at være studerende til at søge arbejde.
Og han nikker genkendende, da han hører, at de studerende, der selv angiver at have angst, ADHD og/eller autisme i Pharmadanmarks trivselsundersøgelse i større omfang end deres medstuderende, frygter, hvordan de skal klare sig på arbejdsmarkedet, og at de i højere grad føler sig ensomme.
”Jeg har selv ofte følt mig ensom og alene, og jeg har selv erfaret, hvor vigtigt det var at have én, der kunne støtte mig i den kommunale jungle og bureaukrati. Hvis man er alene, er det ret meget op ad bakke,” siger han.
Støtte er altafgørende
Han nævner selv arbejdsevneafklaringen som den vigtigste døråbner for ham.
”Det krævede, at man kæmpede mod det kommunale system. Kommunen vil jo helst bare have, at man kører i den normale rille, for det kræver færre ressourcer. Kampen havde jeg ikke kunnet klare alene. Så min anbefaling til alle med lignende udfordringer er at få en mentor eller anden støtteperson, som man ved kan hjælpe en, hvis man har brug for det.”
Han har også tænkt over, om det egentlig var godt for ham at få lov til at passe sig selv i det omfang, han gjorde på sit studie:
”Fem år er lang tid helt alene, selvom det passede mig fint på det tidspunkt. Jeg har efterfølgende tænkt på, at jeg måske havde haft godt af at blive presset lidt ud i nogle flere sociale situationer på studiet. På en arbejdsplads er man jo ikke alene, og det er rigtig rart,” forklarer Lasse, der peger på, at for ham kunne det have været godt med en form for mentor på studiet, der kunnet have hjulpet ham med at skabe kontakt til andre.
Derfor er hans råd også meget tydeligt til både studerende, studier og arbejdspladser:
”Støtte, støtte og støtte på alle fronter. Jeg var kun få måneder fra at komme på kontanthjælp, og så ved jeg ikke, hvad jeg havde lavet nu, men jeg havde i hvert fald ikke siddet her.”
Læs de øvrige artikler i temaet Neurodivergens:
