På Stege Apotek holder man øje med antibiotikaforbruget
Apoteksfarmaceut Anne Mette Jørgensen sørger for, at al apotekspersonalet er opdateret i forhold til nyeste antibiotikavejledninger. Hvis kunderne kommer ind med en recept, der ikke passer med retningslinjerne, dobbelttjekker personalet med den praktiserende læge.
Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto: Privat
Pharma 03/2024 - Tema om AMR
Alene den seneste måned har personalet på Stege Apotek, der også tæller filialerne i Vordingborg og Lundby, lavet seks interventioner i forhold til den nyeste antibiotikavejledning.
”Der er lige kommet en ny, opdateret version af vejledningen ’Infektioner i almen praksis.’ Den har vi opmærksomhed på at få implementeret, og når vi opdager en recept, der ikke umiddelbart ser ud til at passe med den vejledning, ringer vi til lægen og spørger ind. Ofte får vi så tilrettet ordinationen,” forklarer apoteksfarmaceut Anne Mette Jørgensen.
Uddanner personalet
Det er hendes ansvar at holde sig opdateret med seneste viden og at få uddannet resten af personalet heri.
Antibiotika er noget, man på Stege Apotek har haft fokus på i mange år.
Tilbage i 2016 gjorde apotekspersonalet med Anne Mette Jørgensen i spidsen en særlig indsats for at nedbringe forbruget af Azithromycin, som kan øge risikoen for antibiotikaresistens. Indsatsen fik forbruget til at falde med 70 procent.
”Jeg synes, infektioner er spændende og et vigtigt område, og så er jeg meget optaget af, at vi gør, hvad vi kan for at nedbringe risikoen for antibiotikaresistens,” fortæller Anne Mette Jørgensen.
Holder øje med recepterne
Hun har arbejdet på primær apotek i over 30 år med en enkelt afstikker til lægemiddelindustrien.
”Ser vi en kunde, der får udskrevet Azithromycin til en infektion, som det ikke længere anbefales til, så siger vi til kunden, at vi lige skal dobbelttjekke recepten. Så ringer vi til lægen og finder ud af, om der kunne være et andet middel, der var bedre egnet,” siger Anne Mette Jørgensen.
Efter den sidste nye vejledning er Azitromycin udelukkende anbefalet til klamydiainfektioner hos gravide. Til øvrige infektioner er det en specialistopgave at bruge Azitromycin.
”Det skulle jo gerne afspejles i det, der ordineres. Det holder vi øje med, når kunderne kommer hos os. Jeg ser det som et samarbejde med lægerne, og de tager som regel positivt imod det. De har jo travlt i almen praksis, og nogle gange er der en god forklaring.”
Kampen mod resistens
Når apotekspersonalet finder noget i forhold til antibiotika, har det typisk været et forkert præparat, for lav dosis, eller manglende dyrkningssvar.
”Der er nogle af lægemiddelstofferne, hvor der er krav til, at bakterierne skal være dyrket, inden man går i gang med at behandle, så det kan vi godt finde på at tjekke op på også.”
For Anne Mette Jørgensen er det vigtigt at have øje på antibiotikaforbruget.
”Hvis vi bruger antibiotika rigtigt, er der jo mindre risiko for, at vi får resistente bakterier generelt. Det er jo ikke kun til gavn for den enkelte, men for hele samfundet.”
Senest har hun skrevet en mail til de lokale læger, hvor hun gør opmærksom på de nye regler og præciseringer.
Savner en mere ensartet tilgang
I forhold til de kunder, der kommer ind og skal hente deres medicin, yder apoteket altid en faglig rådgivning.
”Når det er en penicillinbehandling forklarer vi for eksempel altid, at tre gange i døgnet helst skal være med otte timers mellemrum og ikke bare morgen, middag og aften. Samtidig forklarer vi også det her med at huske at tage kuren færdig, samt at få aflevere resterne på apoteket.”
Selvom man altså har stort fokus på antibiotikaforbruget på Stege, Vordingborg og Lundby Apotek, så mener Anne Mette Jørgensen, at man på landsplan burde gøre endnu mere.
”Det er nok lidt for meget op til de enkelte regioner, praksis og apoteker. Vi burde nok gå hårdere og mere systematisk til værks alle steder. Måske have nogle endnu strengere krav for brugen og håndteringen af antibiotika og en bedre og ensartet formidling, og jeg kan da godt frygte, at vi er kommet alt for sent ind i den her kamp.”
Læs artiklerne i temaet om AMR: