Dårlig ide at forringe dimittendsats

07.09.2021

Det er meget uhensigtsmæssigt af regeringen at skære i dimittendsatsen. Et nyt stort reformudspil - 'Danmark kan mere 1' - vil således reducere nyuddannedes dagpenge fra nuværende 13.815 kroner til 9.500 kroner. Det skal ifølge regeringen få dimittender hurtigere på arbejdsmarkedet i en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft. Pharmadanmarks formand Rikke Løvig Simonsen advarer imod forslaget.

"Dagpengesystemet er en grundpille i den danske flexicurity-model, som både giver et fleksibelt arbejdsmarked og en relativt høj social sikkerhed for ledige. Derfor er det bekymrende, at regeringen er ude på at stresse dimittender, som jo har et ønske om at komme ud på arbejdsmarkedet og bruge deres faglighed. Men som behøver konstruktive incitamenter i stedet for straf,"  siger hun. 

Nej tak til pisk
Skulle forslaget blive realiseret, frygter Rikke Løvig Simonsen ikke alene, at dimittender vil blive hårdt presset økonomisk.

”Nok så vigtigt risikerer man, at fødekæden af højtuddannede til erhvervslivet tager skade. Samfundet er langt bedre tjent med, at nyuddannede får et relevant job, der matcher deres kompetencer, frem for at de af økonomiske grunde tager et arbejde, som ikke er direkte i forlængelse af deres uddannelse,” siger hun.

Rikke Løvig Simonsen minder om, at dimittendsatsen er, som den er, for at få de nyuddannede godt ud på arbejdsmarkedet. 

”Det er selvfølgelig bedst, at dimittendernes kompetencer hurtigt kommer i spil i virksomhederne. Men det kan godt tage lidt tid for en nyuddannet med specialiserede kompetencer at finde det rette job. De har allerede et stort incitament til at søge job, og de gør det. Det mener jeg bestemt ikke, at den nuværende dimittendsats står i vejen for”.

Styrket karrierevejledning
Af konstruktive incitamenter til at lette overgangen fra studie til job foreslår Rikke Løvig Simonsen at styrke karrierevejledningen på universiteterne, herunder en tidlig indsats allerede på bachelordelen eksempelvis. En indsats som kræver tilførsel af midler.  

"I virkeligheden starter overgangen til arbejdsmarkedet på studiet, hvor man bør hjælpe de studerende til at tænke deres faglighed som kompetencer, der er anvendelige og givtige uden for studiet. Vel at mærke på en konstruktiv og ikke stressende måde. Af samme grund er det aldeles vigtigt, at virksomheder og andre organisationer tager det ansvar at tilbyde relevante studiejob," siger hun. 

Ydermere efterspørger Rikke Løvig Simonsen en fleksibilitet, hvad angår tidspunktet for at dimittere. Som nyuddannet er det en hæmsko for at lande et job at blive færdiguddannet lige inden sommerferien, hvor det meste af jobmarkedet går i dvale.  


FoU gøres permanent
På positivsiden af reformudspillet er regeringens forslag om at gøre
 fradraget for forskning og udvikling, FoU, permanent. 

"En stærk life science-branche er med til at skabe viden, vækst og velfærd, hvilket et permanent forsknings- og udviklingsfradrag vil understøtte. Det er en positiv del af reformudspillet, som vi bakker op om," siger Rikke Løvig Simonsen.

For Pharmadanmarks dimittender gælder det, at de lægger ud med en ledighed på cirka 30 pct., men at langt de fleste inden for et halvt år kommer i job.
Sammen med vores hovedorganisation Akademikerne har vi ydermere udarbejdet en række forslag til en god overgang fra studie til job.