Brug karrierevejlederen, når du drømmer om et skifte
Pharma 08/2023
Da gymnasielærer Houssein Elsalhi ville over i life science-industrien, var han i tvivl om, hvordan han skulle gribe det an, og hvilke kompetencer han skulle slå på i sine ansøgninger. Så tog han fat i karrierevejleder Hanne Arentsen i Pharmadanmark.
Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto Camilla Schiøler
Efter knap fire år som gymnasielærer drømte Houssein Elsalhi om at komme over i life science-industrien og få sin kemiker-faglighed mere i spil.
Men efter tyve ansøgninger uden resultat tog han fat i karrierevejleder Hanne Arentsen i Pharmadanmark, og det ændrede hans måde at gribe ansøgningen an på. Få uger senere havde han jobbet som QC-kemiker på Novozymes.
”Houssein gjorde et stort indtryk, fordi han havde en super god energi og var meget positiv. Han syntes, rigtig meget inden for industrien var spændende,” husker Hanne Arentsen om sin første samtale med Houssein.
Mere målrettet
Houssein Elsalhi har en kandidat i kemi og medicinalbiologi fra RUC, og fik hurtigt efter endt studie tilbudt jobbet som underviser i kemi og teknikfag på Allikelund Gymnasium i Kalundborg. Han havde derfor heller ikke stor erfaring med at søge jobs.
Han oplevede særligt, at det var svært at konkretisere, hvordan hans erfaringer kunne gøre sig gældende i industrien.
”Jeg ville gerne over i farmaindustrien, men jeg kunne ikke finde hoved og hale i, hvordan jeg kunne passe ind, men jeg var sikker på, jeg havde noget at bidrage med,” siger han.
Hanne Arentsen gav Houssein en øvelse i kompetenceafklaring, så han blev i stand til at sætte de rette ord på den erfaring, han havde fået som gymnasielærer, og som bliver efterspurgt i industrien. Det var de kompetencer, han skulle lægge vægt på i sin ansøgning.
”Vi snakkede også om, at han skulle målrette sin begejstring, så han var mere fokuseret i sine ansøgninger. Det skulle være tydeligt, at det var lige netop den stilling, han søgte, han brændte for,” forklarer Hanne Arentsen.
Fordomme stod i vejen
Houssein Elsalhi blev inspireret af at høre om Hanne Arentsens karrierevej blandt andet med forskellige stillinger inden for industrien.
”Jeg var bange for at ende isoleret på et kontor. Men jeg talte med Hanne om det, og hun fik nuanceret mange af mine tanker og fordomme. Hun fik snakket min frygt ned og fik mig forklaret, at selvom man er et kæmpestort sted, så består det jo af små afdelinger, der arbejder sammen, så man ikke forsvinder og bliver isoleret. Det var betryggende at høre.”
Inden samtalerne tænkte Houssein ikke, at QA/QC-stillinger var noget for ham, ligesom han var nervøs for at skulle arbejde i en stor virksomhed. Men det var lige netop dér, han endte.
”Den vejledning jeg fik, havde jeg ikke troet, man kunne få ved sin fagforening. Det har været helt fantastisk, og det er en unik mulighed, som jeg egentlig tror, de fleste kunne have gavn af,” siger han og fortsætter:
”Jeg gik hjem med et nyt mod og større indsigt og søgte nogle flere jobs. Hanne skrev og ringede løbende til mig for at høre, hvordan det gik og for at pege mig i forskellige retninger, helt frem til jeg fik mit nye job. Og så gik der ikke mere end tre uger, så havde jeg det her job, som jeg sidder i nu. Det er jeg utroligt glad for,” smiler Houssein Elsalhi.
Hannes bedste råd:
Virkeligheden er en anden, end man måske hører, mens man studerer, så vær nysgerrig på, hvad der kan gemme sig bag jobopslagene.
Derudover kan det være svært at kende sine egne kompetencer og vide, hvordan de kan bruges.
Tag fat i en karrierevejleder, så du får sat de rigtige ord på dine kompetencer og får målrettet din søgen.
Karrierevejlederne i Pharmadanmark, Danny Bukh Almstrup og Hanne Arentsen, har dyb indsigt i life science-branchens karriereveje, og de kompetencer du som medlem har at tilbyde virksomheder og organisationer på life science-området. Kontakt Danny og Hanne:
|