Fra ufaglært nedriver til kemiker på Novozymes

24.10.2023

Pharma 08/2023 - Folk flytter sig 

Houssein Elsalhi gad ikke gå på dagpenge, mens han søgte job efter endt studie. I stedet tog han arbejde som ufaglært nedriver, blev gymnasielærer og gik så over i det private som QC-kemiker på Novozymes.


Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto Camilla Schiøler

Beskriv din karrierevej efter endt studie?
Jeg kedede mig på dagpenge, og efter 14 dage fik jeg muligheden for at blive ufaglært nedriver på en byggeplads. Så det gjorde jeg.

Jeg endte med at være der i otte måneder, for jeg kunne faktisk godt lide det. Det var megafedt at opleve en anden verden og møde en masse nye mennesker med et helt andet virkelighedsbillede end mig selv.

Samtidig satte jeg også pris på, at jeg havde fri, når jeg havde fri, og jeg havde mentalt overskud til andre ting for eksempel til frivilligt arbejde. Men i sidste ende savnede jeg de faglige udfordringer og kemien.

Så hev min tidligere institutleder fat i mig, og foreslog mig jobbet som gymnasielærer. Jeg underviste i proceslevnedsmiddel og sundhed, hvor vi arbejdede med organisk syntese, fermenteringsprocesser og tilsætningsstoffer.

Jeg synes, det var megafedt at være underviser. Det var meget sjovere, end jeg havde regnet med. Det her med at være med til at forme og præge, hvad de unge mennesker synes om kemi, og hvor spændende de synes, naturvidenskaben er, og hvad de kan bruge den til - det kunne jeg godt lide.

Jeg overvejede, om det var det, jeg skulle, og det kan også sagtens være, at jeg en gang senere i min karriere vender tilbage til gymnasiet. Men det er også hårdt, synes jeg.

Man møder mange skæbner blandt de unge mennesker, og det kan være sindssygt frustrerende ikke at kunne hjælpe dem, med de problemer de har. Og det havde jeg svært ved at lægge fra mig.

Jeg blev helt klart udfordret pædagogisk og didaktisk, men jeg savnede den faglige udfordring inden for kemien. Da jeg havde fået mit pædagogikum, begyndte jeg at tænke over at finde noget andet.

Hvordan greb du det an, da du skulle skifte branche?
Jeg kunne se, der var mange QA/QC- jobs, men jeg havde en stærk fordom om disse job, og at de ikke var noget for mig. Jeg prøvede at tænke over, hvad jeg havde af kompetencer, og hvad jeg gerne ville bidrage med.

Men det var meget rodet. Jeg sendte ansøgninger afsted, men jeg hørte ikke så meget tilbage, og der var hellere ikke særligt mange stillinger, hvor de søgte specifikt efter en kemiker. Hvis de endelig gjorde, så var der specifikke krav til erhvervserfaring, og der var jeg i tvivl om, hvordan min gymnasiestilling talte. Jeg synes, det var svært.

Men så meldte jeg mig ind i Pharmadanmark for at få noget karrierevejledning, og så kom der fart på, og mine fordomme om QC-jobs blev gjort til skamme.

Hvad laver du I dit nye job?
Jeg er QC-kemiker. Vi er en kvalitetskontrolenhed i Novozymes i Kalundborg. Vi laver en masse analyser både for produktionen og for færdigvarer. Vi er 16 laboranter, to kemikere og en teamleder.

Det er noget helt andet, end det jeg havde af fordomme til at starte med. Det er virkelig spændende. Jeg får lov til at nørde helt vildt meget og prioritere i, hvad der fagligt giver mening.

Jeg er med til at vurdere, hvad prøverne viser, om det er signifikant, eller om det er en outlier. Der er også meget udvikling i jobbet. Her til morgen har jeg siddet og planlagt, at vi skal have sat et nyt apparat op, og det kræver rigtig meget, for det skal også dokumenters og kvalitetssikres.

Jeg var nervøs til at starte med, om jeg ville drukne i en stor virksomhed, men der er virkelig mange fordele ved at være et stort sted, for der er rigtig mange forgreninger, man kan række ud til, og så synes jeg, det er helt vildt fedt at sidde i en kvalitetskontrolenhed nu, fordi man netop har så mange berøringsflader i hele organisationen. Det havde jeg aldrig forestillet mig.

Jeg føler virkelig, jeg har fået min faglighed rigtig godt i spil. Jeg føler mig fagligt udfordret på en god måde, og jeg føler, mine kernekompetencer som kemiker er totalt i spil hver dag.

BLÅ BOG: Houssein Elsalhi, 29 år
  • 2023 QC Chemist, Novozymes
  • 2019-2023 Underviser i kemi og teknikfag, Allikelund Gymnasium
  • 2019 Ufaglært nedriver på en byggeplads
  • 2019 Kandidat i kemi og medicinalbiologi, RUC

Læs det samlede Pharma her.