Der er brug for flere som Daniela, Arnab og Thanos

16.02.2023

Om få år står vi i Life Science-branchen til at mangle 12.000 medarbejdere, så vi bliver nødt til at tiltrække flere internationale studerende.  

Af Tanja Villumsen, formand, Pharmadanmark Mikkel Haarder, underdirektør, Dansk Industri

Daniela, Arnab og Thanos er tre internationale talenter, hvis historie vi skal lære af, så vi kan tiltrække og fastholde flere som dem i Danmark. De er kommet fra henholdsvis Chile, Indien og Grækenland for at studere på danske universiteter. De har efterfølgende valgt at blive her i landet og arbejder i dag i store medicinalvirksomheder som Novo Nordisk, Ferrosan og Lundbeck. Den danske life science-branche udvikler lægemidler, medicinsk udstyr og løsninger til sundhedsvæsenet og patienterne. I dag står branchen for næsten hver fjerde eksportkrone og har yderligere stort vækstpotentiale. Succesen skæpper godt i statskassen. Selv de mest konservative vækstscenarier skønner, at life science-branchen kommer til at mangle op mod 12.000 medarbejdere om ganske få år. Det er skidt nyt for både patienter, sundhedsvæsnet og dansk økonomi, da det spænder ben for at indfri det store potentiale, som branchen rummer. Demografien er heller ikke med os. I 2035 vil der være 49.000 færre unge i alderen 18-25 år i Danmark sammenlignet med i dag. Der er derfor udelukket, at vi kan nøjes med at rekruttere danske talenter. Vi bliver simpelthen nødt til at tiltrække flere internationale studerende til de danske uddannelser, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Hård konkurrence
Life science-branchen er en international branche. Det betyder, at internationale talenter har gode jobmuligheder i hele verden. Derfor er det også afgørende, at Danmark er konkurrencedygtig, både når det kommer til at tiltrække og fastholde studerende og dimittender. Og her er der plads til forbedring. For i modsætning til Daniela, Arnab og Thanos har flere end hver anden af de internationale dimittender forladt Danmark efter tre år. Det er et stort problem set i lyset af den eksisterende og kommende arbejdskraftmangel i life science-branchen, men det er også ærgerligt for det danske samfund, da internationale dimittender beriger os både kulturelt og økonomisk.

Hvorfor forlader de landet?
En mindre undersøgelse foretaget af Pharmadanmark viser, at kun 7 pct. af de internationale studerende føler sig ordentligt klædt på til at indgå på det danske arbejdsmarked. Derudover svarer to ud af tre, at de ikke føler, at de har samme muligheder som danske studerende for at få et studiejob. Studiejobbet er ofte udslagsgivende for at få en god forståelse for -og tilknytning til -det danske arbejdsmarked allerede under uddannelsen. Derfor er det helt afgørende, at vi skruer op for indsatsen og forbereder de studerende på karrieremulighederne allerede her.

Daniela valgte at studere Pharmaceutical Science på Københavns Universitet, fordi hun kendte til de store danske life science-virksomheder. I løbet af sit studie specialiserede hun sig derfor inden for registrering af lægemidler, som der generelt er stor efterspørgsel på. Alligevel måtte hun sende op mod 400 ansøgninger, før det lykkedes hende at lande sit første job hos Novo Nordisk. Hun fandt hen ad vejen ud af, hvordan hun skulle tilpasse sin ansøgning og sit cv, så hendes profil vækkede opsigt hos virksomhederne. Hun fik bl.a. god hjælp fra Greater Copenhagen Career Program - et gratis kursus, der forbereder internationale studerende på en karriere i Danmark, og det var afgørende for, at Daniela ikke rejste hjem.

Det er alfa og omega, at vi finder nogle gode løsninger på at tiltrække og fastholde flere internationale talenter i Danmark. Dansk Industri og Pharmadanmark er glade for regeringens tilkendegivelser om at øge antallet af internationale studerende på uddannelser, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdskraft, men der er brug for mere. Derfor foreslår vi, at regeringen udarbejder en strategi, der både forholder sig til tiltrækning, integration i studiemiljøerne og på det danske arbejdsmarked under uddannelse og efter dimission. Vi medvirker gerne. En national strategi er vigtig, hvis vi også i fremtiden skal have en life science-branche i topform.

Debatindlægget tager udgangspunkt i tre internationale profiler – Daniela, Arnab og Thanos – som er beskrevet i et tema i det næste nummer af Pharmadanmarks blad, Pharma. Det kan du læse her.