Magasins skoafdeling kickstartede Henriettes lederkarriere

10.03.2023

Podcast: Egen elevator og en omsætning på 21 milliarder årligt var hverdag for Henriette Dræbye Rosenquist, da hun i fire år og henover coronapandemien var øverste chef i Pfizer i Frankrig. 

Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto: Pharmadanmark

Henriette Dræbye Rosenquist har en baggrund som farmaceut, har senere taget en MBA og så har hun været topchef i adskillige år. 

I Pharmadanmarks podcast om karriere og ledelse fortæller hun om sine erfaringer og gode råd til andre, der drømmer om at blive leder. 

Hun peger selv på sit studiejob i Magasins skoafdeling, som det, der lagde kimen til hendes interesse for salg og forretning og på sin store nysgerrighed. 

”Jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg ikke skulle gå forskningsvejen, men at jeg nok mere skulle arbejde med den kommercielle del af forretningen,” forklarer hun.

”Jeg startede som produktspecialist. Det var lige i den periode, hvor AIDS/HIV var på det højeste, og man ikke havde nogen behandling. Og så kom behandlingen, og det firma, jeg arbejdede for, var en del af den tre-stofbehandling, som kom.”   

Hug til, når du får chancen

Henriette Dræbye Rosenquist bliver produktchef med ansvar for Danmark og Norge. Det er her, hun begynder at få ledelsesansvar.

Pfizer Danmark tager fat i Henriette, og gør hende til salgschef, og hun får et endnu større team under sig.

”Pfizer er et interessant firma, der ofte omstrukturerer, og der skabes hele tiden muligheder. Jeg har i mit karriereforløb taget de muligheder, der har været, og jeg tror, at jeg som person er nysgerrig på nye ting og på, hvordan man kan gøre ting anderledes.”

Henriette Dræbye Rosenquist fortæller, at hun ikke har lagt en karriereplan, men at hun snarere har været drevet af at lære noget mere og tage mere ansvar. 

”Og så har mulighederne opstået,” som hun siger.

At tage appelsinen, når den dumper ned i turbanen, er Henriettes mantra. 

”Hug til, og tag mulighederne. Lad være med at fundere så meget på, at der måske er noget i det nye job, man ikke kan, for det lærer man jo.” 

Samtidig opfordrer hun til at være ærlig over for sig selv og for sin leder omkring, hvilke karriereveje eller opgaver man har ambitioner om at følge og kunne. 

”Hvis man gemmer sig og ikke siger noget, så sker det i hvert fald ikke.” 

Mod, netværk og lyst er nøgleordene for at blive leder 
Henriette Dræbye Rosenquist har arbejdet i Pfizer-koncernen i omkring tyve år. 

De seneste år var som øverste chef i Pfizer, først i Danmark og senest i Frankrig, hvor hun stoppede i februar år. 

I Frankrig er der meget få kvindelige ledere, Henriette kunne tilmed ikke fransk, og ledelsesstilen er også meget anderledes.  

”I Danmark er vi vant til coaching-baseret ledelse, at give medarbejderne ansvar, fordi det er en motiverende faktor, vi har en flad struktur og stort set ikke noget hierarki. Sådan er det ikke i Frankrig,” slår Henriette Dræbye Rosenquist fast. 

Hun får en fransk kulturcoach, og ledelsesstilen må lægges om. Og ifølge hende bliver hendes horisont udvidet betragteligt. 

”Du lærer jo at omgås mennesker fra en anden kultur. Du finder ud, at vi har det samme mål, men at vejen til målet kan være ret forskellig, der er forskellige indgangsvinkler og andre måder at gøre tingene på. Det at kunne arbejde i anden kontekst, det er meget givende”

Svært at være anderledes  

Det er også gået op for hende, hvor svært det kan være at være udefrakommende. 

”Det har fået mig til at reflektere over: hvorfor talte vi dansk i kantinen, når vi havde en udenlandsk kollega ved frokostbordet, som ikke var så god til dansk?” 

Hun mener, man som leder skal være god til at give plads til folk der er anderledes, når vi taler om ønsket om mere diversitet, som i sidste ende gør, at virksomheden leverer bedre resultater.

”Tør du som leder ansætte én med en helt anden profil end dig selv? Jeg tror, det er vigtigt at turde at gå ud over det velkendte. Jeg har altid godt kunne lide kollegaer med andre udsigtspunkter, for man bliver udfordret på status quo.”

Kvinder i ledelse

Selv om, hun ikke er så fokuseret på sit eget køn, men mere på at skabe resultater, mener hun dog alligevel, at hendes tid i Frankrig har rykket noget for kvinder i ledelse:

”Det, at de kunne se, at der kunne sidde en kvinde i en topvirksomhed inden for Pharma og være en succes, tror jeg, har rykket meget for kvinder i life science-branchen i Frankrig.”

Henriette er i efteråret 2022 indtrådt i en bestyrelse i en biotekvirksomhed. Hun regner med fremover at kombinere sin videre karriere med et nyt job sammen med mere bestyrelsesarbejde. Tidligere har hun både været formand for LIF og siddet i hovedbestyrelsen i Dansk Industri. 

Du kan høre hele podcasten med Henriette Dræbye Rosenquist på Spotify, hvor hun blandt meget andet kommer nærmere ind på bestyrelsesarbejdet og vejen til en plads i en bestyrelse.  

      
Nogle af Henriettes råd, hvis du vil være leder:

  • Netværk er ekstremt vigtigt – vær nysgerrig, spørg ind til folk og ræk ud
  • Mod – væk med janteloven og ud ad komfortzonen 
  • Lyst – det skal være lysten til ledelse og til at udvikle folk, der driver dig


Foto: Henriette Dræbye Rosenquist sammen med Pharmadanmarks karrierevejleder Danny Bukh Almstrup, som interviewer Henriette i podcasten