Du er aldrig i tvivl om, hvor du har Stine

04.12.2023

Pharma 09/2023

Energisk, ærlig og fagligt stærk er nogle af de ord, der karakteriserer Pharmadanmarks nye formand Stine Hasling Mogensen. Hun har en baggrund som farmaceut og ph.d. og arbejder til daglig i Lægemiddelstyrelsen med brug af sundhedsdata i regulatorisk sammenhæng.


Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto: Camilla Schiøler

Når der skal arrangeres Smukfest i vennegruppen, er det Stine, der står for det. Den årlige julefrokost på arbejdet tager hun også initiativ til at få arrangeret.

Spørger man nogle af dem, der kender Stine, siger de alle, at hun er sådan én ”der får ting til at ske.” Men der kan være et mildt kaos omkring hende. 

Som hun selv siger:

”Jeg fylder nok en del i et rum, og jeg er måske en lidt atypisk farmaceut, der godt kan have rod omkring mig. Nogle vil sikkert opleve, at jeg ikke altid er så struktureret. Det er noget, jeg arbejder på,” griner hun.

Da interviewet til denne artikel bliver lavet, har hun blot været formand for Pharmadanmark i tre dage. Der er tryk på for at få alle de indledende ting på plads, som følger med at være blevet formand.

Hendes obligatoriske analoge kalender ligger opslået ved siden af computeren og er fyldt med gule og lyserøde post-its.

Altid gang i mange ting
Hun har netop afsluttet et online bestyrelsesmøde i det faglige selskab International Society for Pharmacoepidemiology, hvor hun repræsenterer myndighederne i Europa og Afrika, og inden hun kan begynde interviewet, ringer en Medwatch-journalist, der skal have de sidste detaljer på plads til en artikel om den nyvalgte formand.

Senere på dagen er der konstituerende møde i hovedbestyrelsen. Den hektiske stemning, lader ikke til at bringe Stine Hasling Mogensen ud af kurs.

”Jeg har altid gang i mange ting på én gang. Jeg er censor på KU, jeg har taget nattevagter på Steno Apotek, og jeg har været formand for personaleforeningen i Lægemiddelstyrelsen. Privat er det, det samme. Jeg planlægger mange ting, og jeg har et stort netværk med mange venner og familie, jeg ser meget. Min kalender har sit eget liv,” smiler hun. 

Social men ikke på de sociale medier
Stine Hasling Mogensen er socialt anlagt, men sociale medier har hun ikke brugt meget tid på. Derfor har det også overrasket hende, hvor mange reaktioner, der kom, da hun lagde et opslag på LinkedIn, lige efter hun var blevet valgt til formand.

Med mere end 340 likes og over 85 kommentarer alene på dét medie, begyndte ansvaret at synke ind:

”Det har været et par overvældende dage. Jeg skal lige vænne mig til opmærksomheden for eksempel på de sociale medier, hvor jeg ellers ikke har været så aktiv. Jeg har generelt fået rigtig mange positive tilkendegivelser, så det har været rart,” siger hun og fortsætter:

”De sociale medier er nok et af de områder, jeg vil øve mig lidt mere på, nu hvor jeg skal repræsentere foreningen.”

Trives med ansvar 
Stine Hasling Mogensen har været en del af Pharmadanmarks hovedbestyrelse siden 2019. De sidste to år som næstformand.

Hun overtager opgaven som formand fra Tanja Villumsen, som efter et år på posten valgte at træde af for at få mere tid til sit arbejde med stamcelleterapi i Novo Nordisk. I stedet bliver Tanja ny næstformand i foreningen sammen med Dorte Clausen.

Det er særligt samarbejdet i formandskabet og parløbet med Tanja Villumsen under Dortes barsel, som Stine fremhæver som den væsentligste årsag til, at hun valgte at stille op som formand.

”Vi har arbejdet tæt sammen det seneste år, og her er det virkelig gået op for mig, at jeg trives med at være med til at sætte dagsordenen og lægge strategien, så da Tanja ville stoppe, følte jeg mig klar til at tage over.” 

Den beslutning er Tanja Villumsen glad for:

”Man er ikke i tvivl om, hvor man har Stine. Hun er meget ærlig, og det er en af hendes store styrker. Vi har kørt et makkerskab, der har været noget af det bedste samarbejde, jeg nogensinde har haft i min karriere, så jeg stiller mig 100 procent bag Stine.”

Hun mener, at Stine Hasling Mogensen har egenskaberne til at blive en god formand for Pharmadanmark.

”Stine er utroligt passioneret og går ind i sager, diskussioner og dialoger med en kæmpe energi. Man kan mærke hende, og så er hun meget erfaren indenfor det politiske arbejde qua sine mange år i Lægemiddelstyrelsen,” siger Tanja Villumsen. 

Stine Hasling Mogensen slår fast, at hun har tænkt sig at videreføre den linje og strategi, som allerede er veletableret. 

”Og så vil jeg trække på den erfaring jeg har fået fra at have arbejdet i alle sektioner i Pharmadanmark. Jeg kan selvfølgelig ikke sætte mig ind i, hvad alle medlemmer sidder med, men jeg mener, jeg har en vis indsigt i de grundlæggende problemstillinger og udfordringer i alle sektionerne.”

Fra en medievant familie 
Stine er vokset op i en diskussionslysten familie, og især hendes far og farbror har været meget i medierne.

Stines far er Torben Mogensen, som er forhenværende sygehusdirektør og nuværende formand for Lungeforeningen, mens hendes farbror er Peter Mogensen, som er politisk kommentator på TV2 News og direktør for tænketanken Kraka.

Stines mor har også som socialdirektør i en kommune måttet stille op i medierne, når der var sager på hendes område.

Faktisk så Stine sig selv som den i familien, der ikke skulle være et offentligt ansigt. 

”Vi har altid diskuteret meget i mit hjem, det har været helt naturligt. Og jeg har også altid brændt for at gøre tingene bedre, men jeg har samtidig tænkt, at jeg ikke skulle være så meget på.” 

Anden gang på forsiden
Alligevel er faktisk ikke første gang, at Stine Hasling Mogensen er på forsiden af Pharma.

Det var hun også sammen med sin specialemakker, Charlotte Treldal, tilbage i 2011. Her fortalte de om den lokalbedøvende sugetablet til smertebehandling hos mund- og halskræftpatienter, de to havde søgt patent på.

Udviklingen af sugetabletten affødte også Stine og Charlottes ph.d.-projekter på Klinisk Forskningscenter på Hvidovre Hospital. I dag er projektet solgt til et svensk selskab og ligger klar til fase 3-forsøg. 

Den stærke faglighed og at turde gå efter, det hun tror på, er også nogle af de ord, tidligere formand og nu næstformand i hovedbestyrelsen Tanja Villumsen bruger om Stine Hasling Mogensen. Det samme gør suppleant i hovedbestyrelsen Bill Vestergaard:

”Det, der karakteriserer Stine for mig, er, at hun er fagligt ekstrem stærk, men det, der nok er endnu vigtigere, er, at hun socialt har nogle fantastiske egenskaber, som jeg tror, vil være meget stærke i en politisk sammenhæng, hvor hun med sin personlighed og faglighed kan skabe indflydelse for Pharmadanmark,” vurderer Bill Vestergaard.

Han bakkes op af formand for Privatsektionen i Pharmadanmark Hassan Kassem:

”Hun har en stærk personlighed og tør sige sin mening. Hun er også god til at kommunikere, og det er jo særligt vigtigt i forhold til vores politiske dagsorden og strategi.” 

Sikkerhed og støtte 
Engang arbejdede Stine som hjælper for en ung kvinde med muskelsvind. Da kommunen lavede en fejlvurdering i forhold til kvinden, troppede Stine straks op og bankede i bordet og fik kommunen til at ændre sin oprindelige beslutning.

”Jeg har nok altid slået et slag for de svage. Min mor er socialrådgiver af baggrund, så måske har jeg fået det med hjemmefra.”

Netop sikkerhed og støtte er to af de ord, som Stine, sammen med fagligt fællesskab, fremhæver, når hun fortæller om vigtigheden af en fagforening. 

”Vi skal være der for medlemmerne. Både når de træder ind på arbejdsmarkedet, skifter job, eller når de har brug for støtte, hvis noget ikke går så godt.”

Stine vil fra start have fokus på diskrimination på arbejdspladsen, som en undersøgelse foretaget af Pharmadanmark i oktober viste, også er et problem i life science.

Og så vil hun tage fat i arbejdsmiljøet på apotek, som en gennemgang i foråret 2023 viste er udfordret – særligt i forhold til stress og manglende tid til faglig fordybelse. 

”Vi skal simpelthen have taget hånd om arbejdsmiljøet, for ellers bliver det bare en ond spiral, hvor apotekerne mister flere medarbejdere. Folk skal kunne gå glade på arbejde, og de skal kunne have et sammenhængende arbejds- og privatliv. Det er svært i dag,” slår Stine Hasling Mogensen fast. 

”Og så skal vi have den autorisation af farmaceuter.”

Ledelsesudvikling er vigtigt 
Ledelse er et andet område, hvor Stine ser, at Pharmadanmark skal gøre lidt ekstra – især for nye og aspirerende ledere.

”Lederudvikling synes jeg er vigtigt. Jeg har selv været ny leder i et år, og har via Kompetencefonden været heldig at få nogle kurser. Det er ikke alle der har den mulighed, og der er mange, som bliver kastet ud i deres første lederjob uden at have nogen forudsætning. Hvis du ikke har en ordentlig sparring eller netværk, så er det ikke helt nemt.” 

Det faglige fællesskab er for Stine også et kerneområde for Pharmadanmark.

”For mig er en fagforening også stedet, hvor man kan mødes fagligt. Derfor er det i min optik vigtigt, at vi er en FAGfaglig forening. Jeg synes, vi kan tilbyde noget særligt, som kan have værdi for alle inden for life science.”

Stine er ligesom sine to forgængere på posten frikøbt to dage om ugen. Derudover har hun valgt at stoppe som teamleder i Lægemiddelstyrelsen for at få tid til Pharmadanmark-arbejdet, men fortsætter som videnskabelig chefkonsulent i Dataanalysecenteret.
 

Stine Hasling Mogensen, 44 år

  • 2017 – Nu: Lægemiddelstyrelsen, først som akademisk medarbejder og de sidste fire et halvt år som først specialkonsulent og siden chef-konsulent og teamleder i Dataanalyse-centeret.
  • 2015 - 2023: Vagtfarmaceut, Steno Apotek.
  • 2010 - 2017: Ph.d. om klinisk lægemiddeludvikling, Amager og Hvidovre Hospital.
  • 2006 - 2010: Studentermedhjælper, Ferring Pharmaceuticals.


Uddannelse

  • 2017: Ph.d. fra Københavns Universitet.
  • 2009: Farmaceut, Københavns Universitet. 


Privat

  • Bor i et dobbelthus i Hvidovre i en regnbuefamilie, sammen med sin fem-årige søn Alfred og Alfreds far, Mads, og har en kæreste, Kasper, og en bonussøn, Nor, på fire år.


Læs det samlede Pharma her.