Mine værdier – hvad står jeg menneskeligt på?

Vores værdier betyder meget for, om vi føler, at vi er tilfredse med vores liv, og om vi har motivation til at deltage i de opgaver på arbejdet, som vi er en del af. Hvis du ikke kender dine værdier, eller det som er vigtigt for dig, så kan du hurtigt komme til at ende et sted, hvor du egentlig ikke er glad for, hvad du laver. Det kan også betyde, at du har svært ved at stå ved dig selv, og have en følelse af, at du ikke ved, hvem du er og hvad du står for.

Vores værdier er ofte ubevidste for os. Når du er bevidst om dine værdier, får du mulighed for at handle aktivt og skabe det arbejdsliv, du ønsker, eller i hvert fald planlægge, hvordan du kommer derhen, hvor du gerne vil være. Vi har forskellige værdier inden for forskellige livsområder, som f.eks. sundhed, parforhold, bolig og job. Dine værdier forandrer sig i takt med, at du forandrer dig. Ligesom din motivation kan ændre sig over tid. Når dine værdier er i konflikt, rammer det dig både personligt og arbejdsmæssigt. Om du trives på dit arbejde, kan afhænge af, om du oplever at få tilgodeset de jobværdier, der er vigtigst for dig.

Det er nok ikke hver dag, du går på arbejdet og tænker over dine værdier. Men måske oplever du situationer på jobbet, du ikke helt synes om – uden helt at vide hvorfor. Du kan mærke at "noget" føles forkert. Måske ved du, hvad det handler om. Måske ikke. Det kan måske hænge sammen med, at ”der er blevet trådt på dine værdier”. Tænk fx over, om virksomhedens holdning til fx politik betyder noget for dig? Er det vigtigt med en flad organisationsstruktur? Hvad med graden af frihed og muligheden for selv at tilrettelægge din arbejdsdag? Er det eksempelvis vigtigt for dig med en hjemmearbejdsplads?

Værdiafklaring
Hvis du kender dine værdier, kan du bruge dem som en slags kompas at navigere efter. Det gør det lettere for dig at vide, hvilken retning du skal i arbejdslivet, og hvad der er vigtigst for dig at opnå i dit liv og din hverdag. 

Enhver beslutning du træffer i livet, er en afspejling af, hvad der er vigtigt for dig, fordi dine værdier er baseret på dine overbevisninger og holdninger. Dine værdier giver andre et indtryk af dine handlinger, da dine værdier fortæller, hvorfor du gør det, som du gør. Ved at blive bevidst om dine værdier får du mulighed for at handle aktivt, skabe den karriere du ønsker og planlægge, hvordan du når dertil. 
Når du afklarer dine værdier, skal du huske, at de skal være aktuelle. Det kan godt være, at der var en særlig motivation, der gjorde at du f.eks. valgte at blive forsker, arbejde med kvalitetssikring i industrien eller valgte at være farmaceut på et apotek. Men det kan også godt være, at dine værdier har ændret sig.

Værdiøvelse
Start med at vælge 8-12 værdier, som er vigtige for dig, og skriv dem ned på hver deres lille stykke papir.

teskt

Herefter sorterer du i værdierne. Først vælger du de 6-7 vigtigste. Derefter fjerne du 2-3, som ikke er de vigtigste. Når du har gjort det, lægger du de 3-5 værdier, som du har valgt i rækkefølge fra mest til mindst vigtig.

teskt
 
Kig på den liste, som du har lavet. Ser det rigtigt ud for dig? Husk at der ikke er nogen rigtige værdier eller rækkefølge andet end, hvad du selv synes passer til dig. Du må meget gerne ændre både i rækkefølgen og i de værdier, der er på din liste, hvis det ikke føles rigtigt.

Til sidst kan du se på din liste, og prøve at stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvad betyder værdien for dig?
  • Hvorfor er de valgte værdier vigtige? 
  • Lever du efter dine værdier? 
  • Hvad skal der til for, at du kan leve efter dine værdier (i højere grad)? 
  • Hvad står i vejen for, at du kan leve efter dine værdier? 


Med dine værdier i rygsækken – mod fremtiden
Det kan være svært at prioritere mellem værdier, der hver især er værdifulde for dig. Værdier forandrer sig over tid, og det er vigtigt, at dine jobværdier er i balance med dine værdier i dit privatliv. Heldigvis giver det moderne arbejdsmarked os god mulighed for at inddele vores karriere i ret forskellige kapitler. Det vanskeligste er faktisk at få lov til at lave det samme, det samme sted, på samme måde hele arbejdslivet.

Når du er bevidst om, hvad der er vigtigt for dig, skal du tænke over hvad der absolut skal være til stede i dit job. Hvis du kommer frem til, at der er for meget uoverensstemmelse mellem dine værdier og det job, du er i, behøver du ikke nødvendigvis at skifte virksomhed eller organisation. Der kan være stillinger på dit nuværende arbejde, som er værd at afsøge – og en genvej til dine fremtidige ønskejob. Der er gode fordele ved at forsøge at udvikle dig fra din nuværende stilling.

Når du ved, hvad dit job som minimum skal indeholde for at matche dine jobværdier, er næste skridt at undersøge din nuværende arbejdsgivers eller måske kommende arbejdsgivers værdigrundlag. Mange virksomheder har nedskrevet et grundlæggende værdisæt, som man ønsker, at både medarbejdere og ledelse arbejder ud fra.

Hvis du skal til en jobsamtale, kan et godt råd til jobsamtalen være at spørge ind til, hvad virksomheden mener med disse værdier, og hvordan de efterleves i hverdagen. Spørg også til kulturen i virksomheden, da denne udtrykker de reelt efterlevede værdier.

Brug din værdiliste når du skal reflektere over dit fremtidige arbejdsliv. Gør dig klar, hvad der giver dig energi på jobbet ved eksempelvis at supplere til din tankerække med følgende spørgsmål:

  • Hvilken rolle har du i fremtiden?
  • Hvordan ser dit næste job ud?
  • Hvad giver virkelig mening for dig?
  • Hvilken sammenhæng indgår du i?


Brug for sparring på værdier?
Har du behov for sparring på dine tanker om dine grundlæggende værdier og hvordan, de kommer i spil på din nuværende arbejdsplads eller i dit kommende job, så kontakt karrierevejledningen i Pharmadanmark og lad os sammen undersøge vigtigheden i dit arbejdsliv. 

Kontakt karrierevejledningen i Pharmadanmark
Karriere@pharmadanmark.dk
Telefon: 3946 3630