Af: Maria Trustrup, journalist, Pharmadanmark. Fotograf: Peter Dalby
Når du første gang møder 33-årige Karoline Hovmark, er det ikke sikkert, at du ved første øjekast opdager, at hun har muskelsvind. Karoline kan nemlig stadigvæk gå, så sygdommen er ikke synlig for alle og enhver.
Muskelsvinden betyder til gengæld, at hun bliver meget hurtigt træt, men trods sin sygdom vil Karoline ikke gå på kompromis med sin karriere. Hun er uddannet laborant og har de seneste knap to og et halvt år arbejdet hos Novo Nordisk.
I dag er hun landet på en arbejdsplads, hvor der er plads til, at hun nogle dage kan gå tidligt, og at hun kan veksle mellem opgaverne, så hun ikke skal stå for lang tid i laboratoriet.
Kort sagt: Der er plads til, at Karoline kan få lov til at bruge sin faglighed – og at der samtidig bliver taget hensyn til hendes muskelsvind.
Det har desværre ikke været tilfældet alle de steder, hvor hun har arbejdet. Og det faktum, at hun kun sjældent sidder i kørestol, og at sygdommen derfor er skjult ved første øjekast, har rent faktisk været en udfordring – særligt i jobsøgningsprocessen.
For hvornår fortæller man en potentielt kommende arbejdsgiver, at man har muskelsvind og derfor har nogle særlige behov?
”Da jeg blev færdig med min uddannelse for 10 år siden og skulle ud på arbejdsmarkedet, sagde jeg slet ikke noget om det, når jeg søgte job.”
Hvorfor?
”Fordi jeg var bange for at blive sorteret fra. At de ville tænke på min muskelsvind, fremfor det jeg kunne. Så jeg ville – og vil stadig – aldrig nogensinde skrive det i en ansøgning.”
”Vi fik slet ikke snakket om, hvad jeg kan”
Det viste sig senere, at Karoline skulle få sin frygt bekræftet. Hun har blandt andet oplevet at sidde til en jobsamtale, hvor hun nærmest er blevet skældt ud for ikke at have fortalt på forhånd, at hun har muskelsvind.
”Han sagde, at jeg skulle have skrevet det, for nu sad han jo der og fik sig en overraskelse. Jeg svarede, at det var præcis derfor, at jeg ikke havde skrevet det – at jeg netop ville være blevet sorteret fra,” siger Karoline og fortsætter:
”Det hele kom til at handle om min sygdom i stedet for min faglighed, og hvem jeg er som person. Hele samtalen blev vendt over på muskelsvind, og så fik vi slet ikke snakket om, hvad jeg kan.”
"Hvis folk føler, at jeg selv synes, at det er en ulempe, så får de jo heller ikke at se, at jeg faktisk er rigtig dygtig fagligt."
Det er ikke en enestående oplevelse, og Karoline har endnu ikke fundet den gyldne måde at fortælle om sin sygdom.
”Jeg har haft en tendens til at sige det til sidst i samtalen. Men det kan også nogle gange være lidt farligt, for så er det det sidste, de husker.”
Da Karoline var til jobsamtale hos Novo Nordisk og landede sin nuværende stilling, var der heldigvis ingen slinger i valsen. Lederne spurgte ind til sygdommen, men det blev en god, afklarende snak, hvor Karoline kunne forklare sin situation – og så ellers vende tilbage til at fortæller om alt det, hun kunne tilbyde virksomheden.
”Jeg har lagt meget vægt på ikke at gøre det til en ulempe, at jeg har de her udfordringer, og at jeg kan byde ind med rigtig meget. For hvis folk føler, at jeg selv synes, at det er en ulempe, så får de jo heller ikke at se, at jeg faktisk er rigtig dygtig fagligt.”
Synlighed er altafgørende
Hun har i tidligere jobs oplevet en mistro blandt kolleger og chefer til, at hun kunne klare de opgaver, hun blev sat til – og hun har også oplevet, at hun ikke har fået lov til at bruge de hjælpemidler, hun var blevet tildelt af kommunen.
”Jeg havde på et tidspunkt et el-løbehjul, jeg kunne bruge i laboratoriet. Men det måtte jeg lige pludselig ikke længere, fordi det var for farligt, hvis jeg kørte ind i mine kolleger,” siger Karoline og fortsætter:
”Og det samme sted måtte jeg heller ikke gå en time før, fordi jeg skulle til behandling – og som jeg havde ret til på grund af min ordning med kommunen.”
Dengang endte det med, at hun forlod jobbet – efter at hun havde kæmpet en længere kamp med virksomheden – men i dag er hun et trygt sted, fortæller Karoline.
"Karoline håber, at flere arbejdspladser får øjnene op for, at et handicap ikke nødvendigvis er en hindring for, at man kan arbejde."
”Hos Novo snakker vi om tingene og løser de udfordringer, der måtte komme. Kollegerne er også meget forstående for, at der skal være plads til forskellighed,” siger Karoline og fortsætter:
”I Novo har ledelsen en forventning til deres medarbejdere om, at vi skal være gode overfor hinanden. Når ledelsen lægger op til, at der skal være plads til alle, og man ser, at der også er andre ansat med en eller anden form for udfordring, så bliver det også nemmere at snakke om og at føle sig tilpas.”
Generelt håber Karoline, at flere arbejdspladser får øjnene op for, at et handicap ikke nødvendigvis er en hindring for, at man kan arbejde.
Hun drømmer om, at virksomhederne begynder at ansætte nogle flere mennesker med handicap af den ene eller anden slags – for synligheden er vigtig, påpeger hun.
”Det skal være synligt ude i virksomhederne – og i medierne og alle mulige andre steder – at her er der for eksempel en, der sidder i kørestol, eller som har autisme eller noget tredje. Hvis der er flere repræsenteret, bliver det nemmere for alle andre, der også har en udfordring.”
