Pharmadanmark peger på klimavenlig investeringsprofil for PFA-kunder

18.12.2020

Mange af Pharmadanmarks medlemmer har pensionsordning gennem PFA. Fremover vil de blive anbefalet at vælge ’PFA Klima Plus’ som en del af pensionsordningen.

PFA Klima Plus har ekstra klimakrav til investeringerne, og det betyder ingen investeringer i olie, kul eller gas. Derimod investeres der aktivt i aktieporteføljer, som fra start udleder 60 procent mindre CO2 end verdensindekset. 

”Vi vil gerne give medlemmerne muligheden for både at spare op til deres pension og at understøtte den grønne omstilling med deres pensionsopsparing. Det er vi sikre på, at medlemmerne godt kan se det fornuftige i – mange af dem er jo endda vante til at bringe deres kernekompetencer i spil, når deres arbejdsplads arbejder med klimamål i alle dele af værdikæden,” siger Rikke Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark. 

Nok så vigtigt har PFA Klima Plus de samme omkostninger som PFA Plus, og PFA vurderer, at det langsigtede risikoniveau er på linje med det generelle markedsrenteprodukt ’PFA Plus’. Det samme gælder for afkastpotentialet. 

Pharmadanmark peger i øvrigt på en risikoprofil C i PFA. Det betyder, at nye medlemmer som udgangspunkt – hvis de altså ikke selv aktivt har valgt anderledes – er blevet tilbudt denne risikoprofil.

Mål om at være klimaneutralt og klimanegativt 

PFA lancerede PFA Klima Plus i juni, og i december havde selskabets pensionskunder placeret mere end 2,5 mia. kr. i produktet. 

”Pensionsopsparingen er et af de væsentligste områder, hvor man som enkeltperson med størst effekt kan være med til at gøre en forskel. Sammen med vores kunder vil vi sætte fart på den bæredygtige omstilling,” siger Niels Overgaard, Chef for Bæredygtighed, PFA. 

Han forklarer, at der i PFA Klima Plus sker en målrettet udvælgelse af selskaber, som aktivt arbejder på at nedbringe verdens CO2-udledning og på at have positiv indvirkning på klimaet, ligesom der indgår selskaber, som er førende i deres branche ift. CO2-udledning, eller som er godt i gang med at omstille deres forretning. Det kombineres med investeringer i grønne aktiver og udvalgte projekter som for eksempel havvindmølleparker og bæredygtige ejendomme. Ambitionen er, at porteføljen skal være CO2-neutral i 2025, og at den ligefrem skal være CO2-negativ i 2030 og dermed trække mere CO2 ud af atmosfæren, end investeringerne udleder. 

”De store klimaforandringer optager vores kunder – selvfølgelig også Pharmadanmarks medlemmer. Med PFA Klima Plus investerer de pensionen bæredygtigt – og de gør det på en måde, der er nem for dem selv,” siger Niels Overgaard. 

Han tilføjer, at man naturligvis altid som kunde kan få rådgivning om sit pensionsprodukt, herunder mere information om PFA Klima Plus.