Af: Maria Trustrup, journalist, Pharmadanmark. Fotograf: Per Bergmann, Muskelsvindfonden
Hvis du har et handicap, har du også en dårligere adgang til arbejdsmarkedet. Det bliver gang på gang bekræftet af personlige beretninger, men også af statistikker.
For eksempel viste den seneste rapport fra VIVE, som kigger på handicap og beskæftigelse, at 60 % af de 16-64-årige med et handicap var i job i 2022, mens tallet for personer uden et handicap til sammenligning var 86 %.
En af dem, som kæmper for, at flere personer med et handicap får en fod indenfor på arbejdsmarkedet, er Simon Toftgaard Jespersen. Han er formand for Muskelsvindfonden og har selv levet med muskelsvind hele sit liv.
”Vores formål er helt grundlæggende at skabe et bedre liv for mennesker med muskelsvind. Det er overlæggeren i alt, hvad vi gør,” siger Simon Toftgaard Jespersen og fortsætter:
”Ved siden af det har vi en vision om at skabe plads til forskelle i samfundet – for hvis vi skaber mere plads generelt til forskelle, så skaber vi også mere plads til mennesker med muskelsvind.”
Hjælpen er misvedligeholdt
Når Simon Toftgaard Jespersen skal svare på, hvor vi står i dag, når det gælder adgangen til arbejdslivet for personer med handicap, er svaret ikke sort/hvidt. På nogle fronter går det egentlig relativt godt, fortæller han.
”Når det gælder grundlæggende ting i forhold til tilgængelighed til bygninger, transport og så videre, står vi et tiltagende bedre sted. De fysiske barrierer er ikke fjernet, og de er stadig et stort problem for mange, men det positive er, at situationen ikke bliver dårligere og dårligere.”
Når det gælder forskellige hjælpeordninger, er sagen desværre en anden. Mange kommuner spænder ben for, at folk får den hjælp, de har ret til – eksempelvis en hjælper, som gør, at man rent faktisk kan komme til og fra sin arbejdsplads.
”Alle mulighederne og lovgivningen er sådan set til stede, men problemet er det, som jeg vil betegne som overordnet misvedligehold,” siger Simon Toftgaard Jespersen.
"Man investerer ikke i, at de nye generationer kan blive ordentligt uddannet og komme ind på arbejdsmarkedet."
Mange skal kæmpe med af få den rette hjælp, og det gælder især unge mennesker, fortæller formanden. Når man bliver 18 år, skal kommunen vurdere, hvilken hjælp man skal bevilliges, og her er det svært for mange at få nok hjælp.
”Man investerer ikke i, at de nye generationer kan blive ordentligt uddannet og komme ind på arbejdsmarkedet. De får ikke de muligheder, som vi andre har haft, og det er jo fuldstændig galt.”
Manglende viden og bias spænder ben
En ting er, hvordan de offentlige tilbud fungerer, noget andet er situationen ude i virksomhederne. Generelt oplever Simon Toftgaard Jespersen, at mange arbejdsgivere mangler viden om handicap, og at de derfor ser mere på problemerne end mulighederne.
”Det er ærgerligt, at mange ikke ved nok om de handicapkompenserende ordninger, der findes i forbindelse med job. Der er for eksempel gode muligheder for personlig assistance og fysiske hjælpemidler,” siger han og fortsætter:
”Det er meget op til det enkelte menneske med handicap at få kommunikeret, at de her muligheder findes, for det er ikke noget, som særlig mange arbejdspladser ved noget om på forhånd.”
Derudover kan bias også spænde ben for, at personer med handicap får et jobtilbud. For vi mennesker er generelt tilbøjelige til at være lidt nervøse og bange for det, vi ikke kender, pointerer Simon Toftgaard Jespersen.
”Hvis man sidder og skal ansætte, og der er en ansøger, der minder om en selv, vælger man ofte ham eller hende, for så føler man sig i sikker havn,” siger Simon Toftgaard Jespersen.
”Og det kan jeg jo sagtens forstå, men det gør ikke, at jeg synes, det er i orden – og det er ret ærgerligt, for jeg er sikker på, at der er en masse mennesker, der har noget at byde på derude, som går glip af muligheden.”
”Nu skal jeg for alvor sparke røv”
Og det er ikke kun personerne med handicap, der går glip af noget. Det gør virksomhederne i den grad også, lyder det fra formanden. Mange mennesker, der har den ene eller anden slags handicap, kommer nemlig også med en helt særlig vilje og lyst til at bevise sig selv på en arbejdsplads.
”Da jeg selv fik mit første job, havde jeg virkelig en følelse af, at nu skal jeg for alvor sparke røv – for nu har jeg fået chancen, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde får den igen. Den mentalitet er der mange, der har, og det er jo guld værd for en arbejdsgiver.”
"Til samtaler jeg har for eksempel sagt: Ja, jeg sidder i kørestol, men det betyder, at jeg har været arbejdsgiver, siden jeg var 18 år for et team på fem handicaphjælpere."
Når Simon Toftgaard Jespersen selv har søgt job, har han altid forsøgt at vende sit handicap til en styrke.
”Til samtaler jeg har for eksempel sagt: Ja, jeg sidder i kørestol, men det betyder, at jeg har været arbejdsgiver, siden jeg var 18 år for et team på fem handicaphjælpere,” siger han og fortsætter:
”Så jeg har afholdt MUS-samtaler, og jeg er virkelig skarp til projektledelse, fordi jeg hver dag skal tænke forud for at være sikker på, at jeg kan håndtere de udfordringer, jeg kommer til at møde. Så mit handicap betyder, at jeg mentalt har opbygget nogle styrker, som de færreste har.”
Ikke en nyhed, at arbejdspladser skal tage hensyn
Simon Toftgaard Jespersen håber, at flere arbejdspladser bliver bevidste om, at der står en masse mennesker med gode kvalifikationer klar til at arbejde – og at man kan blive kompenseret for de udfordringer, som et handicap medfører.
”Der er selvfølgelig grænser for, hvad jeg og andre, der har et handicap, kan, og arbejdspladsen derfor skal tage nogle hensyn. Hvis man skal holde en julefrokost, skal man for eksempel ikke vælge en restaurant uden elevator,” siger formanden og fortsætter:
”Men de fleste arbejdstagere er jo besværlige på alle mulige måder, så der er altid forskellige hensyn, en arbejdsplads skal tænke ind.”
