Life science-strategi for Danmark – når Danmark er bedst

01.11.2024

Der er netop lanceret en ny life science-strategi for Danmark. Hele fire ministre er på vegne af regeringen afsender: Erhvervsminister Morten Bødskov (S), Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) samt uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

Strategien bygger på anbefalingerne fra Life Science Rådet fra december 2023, hvor branchens aktører – bl.a. Pharmadanmark – er kommet med forslag til, hvad dansk life science har brug for. 

Pharmadanmarks direktør Susie Stærk Ekstrand har repræsenteret Pharmadanmark i rådet, og hun er stolt over at være i et land, hvor man er så ambitiøs på branchens vegne. Når branchens aktører og politikere går sammen, kan vi gør det endnu bedre i Danmark, og væksten kan fordobles.

Hun er særlig glad for ambitionen om, at Danmark skal være i verdensklasse og skal kunne uddanne og tiltrække de bedste medarbejdere. Hun understreger også, hvor vigtigt det er, at der er fokus på forskning, klinisk udvikling og rammevilkårene for life science startups . Alt sammen til gunst for patienterne.

”Den succes, som dansk life science nyder, bygger på kompetente, engagerede medarbejdere, og derfor er det så vigtigt, at strategien konkret forholder sig til, hvordan vi i fællesskab løser den udfordring, der ligger i, at industrien kan få de medarbejdere, den har brug for. Vi har alle en fælles interesse i, at attraktive videns- og produktionsjob både bevares og skabes herhjemme, og det kræver fokus på tilgængeligheden af kvalificeret arbejdskraft," siger hun.

Life science-industrien er videnstung, og som Pharmadanmarks Life Science Barometer viser, så vil industrien i et højvækst-scenarie komme til at mangle 6.500 årsværk med en lang videregående uddannelse eller en ph.d. 32 pct. af de ansatte i life science-industrien har en lang videregående uddannelse, og 9 pct. har en ph.d. eller en forskeruddannelse.

Susie Stærk Ekstrand hæfter sig ved, at regeringen bl.a. vil etablere en international elitesommerskole på udvalgte områder inden for life science, der skal udvikle danske talenter og opbygge internationale netværk. Og at der også er tiltag, der skal åbne Danmark yderligere for international arbejdskraft til branchen – udenlandske kolleger er nemlig en del af løsningen.

”Grundlæggende er det meget positivt, at regeringen med strategien tydeligt tilkendegiver, at vi har at gøre med en meget vigtig branche for Danmark, som har brug for de bedst mulige rammevilkår – og at en stærk life science-branche ikke alene er godt for den danske samfundsøkonomi, men også gavner patienterne i form af nye, innovative behandlinger. Nu ser jeg frem til at se strategien ført ud i livet, Heldigvis er strategien meget konkret og med klart angivne mål” slutter hun.

Strategien indeholder i alt 31 initiativer fordelt på seks områder; de berører områder som adgang til sundhedsdata, innovation i sundhedssektoren og internationalt samarbejde og sundhedsdiplomati – og uddannelse.

Læs strategien her