Stine Hasling Mogensen er ny formand for Pharmadanmark

11.11.2023

Fagforeningen Pharmadanmark har lørdag valgt ny formand. Det skete på et repræsentantskabsmøde i København, hvor Stine Hasling Mogensen blev valgt uden modkandidat.

Stine Hasling Mogensen er uddannet farmaceut og arbejder til dagligt i Lægemiddelstyrelsens Dataanalysecenter og har i mange år, frem til hun blev valgt som formand, også været vagtfarmaceut på Steno Apotek.

Hun har derudover en baggrund indenfor klinisk forskning og lægemiddeludvikling, idet hun har lavet en Ph.d. på Klinisk Forskningscenter på Amager og Hvidovre Hospital. 

Med Stine Hasling Mogensen får Pharmadanmark dermed en formand med bred forståelse af hele life science-branchen.

”Vores medlemmer i life science spænder bredt. Fra forskning og udvikling til korrekt brug og udlevering af medicin. Sammen danner de livscyklussen for lægemidler og medico, som hver dag sikrer, at patienter kan blive behandlet og helbredt med sikker medicin og medicinsk udstyr, og at samfundsøkonomien nyder godt af life science-industriens enorme vækst,” siger Stine Hasling Mogensen, efter hun blev valgt på Pharmadanmarks ordinære repræsentantskabsmøde i København lørdag den 11. november.  

Hun fortsætter:

”Medarbejderne er grundstenen i det danske life science væksteventyr. For at de kan levere de nye innovative behandlinger til sundhedsvæsenet, skal de have det godt på arbejde og have mulighed for at udvikle sig fagligt. Jeg har prøvet at være på arbejdsmarkedet i de fleste hjørner af life science, og de erfaringer vil jeg nu bruge til at kæmpe for forbedringer og gode vilkår for vores medlemmer.” 

Stine Hasling Mogensen har de sidste to år siddet som næstformand i Pharmadanmark. Hun overtager formandskasketten fra Tanja Villumsen, som efter eget ønske har valgt at træde af som formand. 

”Jeg vil fortsætte den konstruktive linje, som allerede er lagt fra bestyrelsens og Tanjas side, hvor Pharmadanmark konstant byder ind med kvalificerede forslag til at styrke life science-branchen til gavn for patienter og samfundet,” siger Stine Hasling Mogensen og slutter:

”Jeg vil gå til opgaven med ydmyghed, men jeg glæder mig meget til at smøge ærmerne ekstra meget op nu.”

Stine Hasling Mogensen er nu valgt til formand for Pharmadanmark for de næste to år. Resten af posterne i bestyrelsen herunder de to næstformandsposter fordeles, når Pharmadanmarks bestyrelse konstituerer sig tirsdag den 14. november.  

Blå Bog
Stine Hasling Mogensen er 44 år og bor i Hvidovre. Hun er uddannet farmaceut i 2010. Hun har en Ph.d. inden for klinisk cancerforskning og lægemiddeludvikling. Stine Hasling Mogensen har de seneste seks år arbejdet i Lægemiddelstyrelsen - senest som teamleder - hvor hun arbejder med brugen af sundhedsdata og dataanalyse i regulatorisk sammenhæng. Hun har ligeledes løbende været vagtfarmaceut på Steno Apotek. 

I Pharmadanmark har hun været politisk aktiv i foreningen siden 2019, hvor hun blev valgt ind i Hovedbestyrelsen, men har tidligere deltaget aktivt i forskellige netværk, herunder Netværket for Ph.d.-studerende. 

Fakta om Pharmadanmark
Pharmadanmark er fagforening for ansatte og ledere i life science, og medlemmerne er blandt andet ansat i lægemiddel- og medicovirksomheder, i hospitalssektoren og på apotek. Der er ca. 8.500 medlemmer.

For yderligere information

  • Presseansvarlig i Pharmadanmark Charlotte Kiil Poulsen tlf. 4414 0330, ckp@pharmadanmark.dk