Sundhedsreform: Øget brug af medicinfaglige kompetencer

09.10.2024

Regeringen offentliggjorde i sidste måned sin sundhedsreform. Den skal grundlæggende ruste sundhedsvæsenet til en fremtid med flere kronikere, ældre og multisyge, og den har gode elementer, blandt andet tiltag som kronikerpakker, faste læger på botilbud og i hjemmebehandingsteams.

Af Stine Hasling Mogensen, formand for Pharmadanmark

Pharma 05/2024

Hvad skal der så efter Pharmadanmarks mening til for at gøre en sundhedsreform endnu bedre? Det har vi naturligvis nogle konkrete bud på, som vi i den kommende tid vil forsøge at skabe lydhørhed for.

Det er ikke nye budskaber fra vores side, for udfordringerne i sundhedsvæsenet er velkendte, når det handler om borgernes behandling med medicin; det er løsningerne også.

Kronikere, ældre og multisyge er patientgrupper, der er kendetegnet ved at have det største forbrug af lægemidler.

Data fra Ældreprofilen viser eksempelvis, at 83 procent af ældre borgere i alderen 65-74 år havde taget medicin inden for de seneste 14 dage. Og godt en femtedel af borgerne på mindst 75 år indtager mindst fem lægemidler samtidigt.

Det kalder naturligvis på øget brug af farmaceuters medicinfaglige kompetencer og på samarbejde på tværs af faggrupper i både primær- og sekundærsektor.

Farmaceuterne bør inddrages endnu mere til gavn for patienterne og medicinsikkerheden. Jeg er ikke i tvivl om, at vi som faggruppe er klar til at bidrage mere.

Inden for de seneste 10 år er brugen af klinisk farmaci på sygehusene steget betragteligt, ligesom der er sket en udvikling i sundhedsydelser på apotek, blandt andet med medicinsamtaler og vaccinationer.

Begge områder er eksempler på øget samarbejde på tværs og mellem faggrupper, hvilket netop er en af nøglerne til fremtidens sundhedsvæsen.

Kun ved at arbejde sammen og på tværs, kan vi sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen.

Vi mener, at der skal øget fokus på patientens medicinske behandling; særligt skal der skabes sammenhæng i patientens forløb, som modvirker, at patienterne bliver tabt mellem overgange både internt i og mellem sektorer.

Der sker til stadighed for mange utilsigtede hændelser UTH, specielt ved skift mellem sektorer og særligt i forhold til den medicinske behandling af patienten.

Farmaceuterne kan eksempelvis inddrages i det forberedende og opfølgende arbejde ved medicingennemgang i almen praksis. Eller fast tilknyttet plejehjem og bosteder.

Farmaceuterne på sygehusene fungerer både som sparringspartner for det øvre sundhedspersonale og er i direkte patientkontakt.

Den ressource bør inddrages endnu mere – også i det primære sundhedsvæsen. Til gavn for medicinsikkerheden og patienterne.

Et bæredygtigt sundhedsvæsen forudsætter, at alle sundhedsfaglige kompetencer bidrager, og at den samlede kapacitet bruges bedst muligt.

Læs sidste kapitel i ’Fra molekyle til medicin’. Her er der tre konkrete eksempler på farmaceuter, som med deres faglighed er med til at sikre medicinsikkerheden i sundhedsvæsenet.

Læs det samlede Pharma her.